TV 2-journalister nedlægger arbejdet

Som en direkte konsekvens af dagens 13 fyringer har TV 2's journalistiske medarbejdere nedlagt arbejdet.
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Benjamin Werner Christensen/Ritzau

Opdateret. Der var ingen nyheder i dag kl. 19 på TV 2, og ifølge flere medier, herunder DR, rammer arbejdsnedlæggelserne på TV 2 Nyhederne også udsendelserne på TV 2 News samt onsdagens sene nyhedsudsendelse på TV 2 klokken 22.00.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse kommer efter, at TV 2 Nyhederne tidligere onsdag satte navne på 13 medarbejdere, der skulle fyres.

Det fik medarbejderne til at forlange en forhandling med ledelsen, hvilket de gjorde i en skrivelse, der også udtrykte mistillid til ledelsen. Fristen for et svar var onsdag klokken 18.00, og da der ikke kom svar, nedlagde medarbejderne arbejdet, erfarer TV 2 Fyn.

Dyrby: Jeg kunne ikke nå at svare

Det er TV 2 Nyhedernes digitale omlægning af nyhederne, der koster de 13 jobbet. Det blev meldt ud tidligere onsdag til omkring 650 TV 2-medarbejdere. I månederne inden har ledelse og medarbejdere arbejdet på, hvordan man kan omlægge nyhedsproduktionen.

Nyhedsdirektør Michael Dyrby siger, at brevet fra medarbejderne landede hos ham 25 minutter i 18:00, og at han ikke kunne nå at svare inden fristen udløb.

"Jeg fik ligesom ikke mulighed for at svare," siger nyhedsdirektøren.

Tillidsmand på TV 2 Nyhederne Lennart Sten kalder arbejdsnedlæggelsen historisk.

"Det er ikke TV 2's stil. Jeg har været her siden 1992, og jeg kan ikke huske en arbejdsnedlæggelse. TV 2 er kendetegnet ved, at der er gensidig tillid mellem medarbejdere og ledelse, og det er den her tillid, folk føler, de har mistet," siger Lennart Sten.

Han oplyser, at de strejkende møder på arbejde til midnat. Medarbejderne samles igen til møde torsdag klokken 10:00.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også