Bornedal: DR-tilbud var en gave

Danmarks dyreste dramaserie, '1864', handler mindre om krig og mere om vores egen død, siger instruktør Ole Bornedal om serien, der får premiere på DR1 til oktober.
Foto: Per Arnesen, DR
Foto: Per Arnesen, DR

Han hader egentlig historiske dramaer, men tilbuddet fra daværende dramachef i DR, Ingolf Gabold i 2010 om at kreere et DR-drama og en film om Danmarks nederlag i 1864, var instruktøren Ole Bornedal ikke et sekund i tvivl om, at han skulle tage imod.

"Ingolfs tilbud var som at få en gave. 'Værsgo!' Det er ikke din fødselsdag, men her har du 173 millioner kroner. Lav en fortælling'. Man er vanvittig, hvis man ikke siger ja tak," siger Ole Bornedal i et interview til filmmagasinet Ekko om dramaserien '1864', der får premiere til oktober på DR1.

Med et budget på godt 173 mio. kr. er 1864 den hidtil dyreste drama-produktion. Finansieringen stammer for broderparten, 100 mio. kr., fra en særbevilling af licensmidler i medieforliget 2010 under daværende kulturminister Per Stig Møller (K), mens DR og producenten Miso Film har fundet resten internt og eksternt. Miso Film måtte sidste år lægge yderligere to mio. kr. i serien, skriver Dr.dk, da det norske Filminstituet trak sin støtte på samme beløb til filmen, fordi der ikke var tilstrækkeligt norske kræfter i produktionen.

Hander om vores egen død

Serien er inspireret af forfatteren Tom Buk-Swientys roman Slagtebænk Dybbøl, men instruktøren understreger over for Ekko, at der ikke er tale om en filmatisering. Dramaet handler mere om de universelle følelser, der knytter sig til erindringer om egen og kollektiv fortid og barndom - og om livsvilkåret at miste.

"Det er de følelser, jeg vil have ind i filmen, og på den måde begyndte 1864 at tage form. Ikke kun en erindring om et af Danmarkshistoriens største nederlag, men også om min egen barndom. Det handlede ikke længere så meget om krigen og politikere og dårlige generaler, men om tid og tab af tid. Om vores egen død. Om vores kære, der dør. Alle dem, der er væk," siger Ole Bornedal til Ekko.

1864, der er en markering af 150 året for slaget ved Dybbøl, får premiere på DR1 til oktober.

Blandt hovedkræfterne på rollelisten er skuespillere som Sidse Babett Knudsen, Lars Mikkelsen, Pilou Asbæk og Søren Malling, der også var del af castet på DR-successen 'Borgen'. Serien er solgt til visning i otte lande foreløbig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også