Mediechefer: Exitpoll årets brøler

DR's exitpoll ved kommunalvalget i november blev topscorer som årets mediebommert, viser 15 mediechefers bud på mediebranchens op- og nedture i 2013. Årets mest opsigtvækkende jobskifte har også DR-rødder.

To ud af tre.

Da 15 mediechefer i MediaWatch julestafet skulle pege på årets brøler i branchen, var DR's stærkt misvisende exitprognose ved kommunalvalget i november en overbevisende vinder.

10 af de medvirkende i stafetten udnævnte prognosen som årets mediebommert, og den bliver ikke forbigået uden selvransagelse i DR, hvis man skal tro svarene. Ud af de 10, der pegede på målingen, var de fire fra DR's øverste lag.

"Det er svært at komme uden om DR's nylige exitprognose i forbindelse med kommunalvalget," som generaldirektør Maria Rørbye Rønn skrev i sit svar.

Ud over DR's exitpoll blev Mecoms salgsproces omkring Berlingske-koncernen, Ekstra Bladets dækning af gidselsagen og TV 2's ændring af sms-afstemningen i Vild med dans også nævnt som bemærkelsesværdige kiks.

Fra DR til TV 2 og omvendt

Årets mest opsigtsvækkende jobskifte udspringer også af DR. Flest pegede i stafetten på stoledansen mellem DR og TV 2 som årets ryk - først og fremmest inkarneret og udløst af Anne Engdal Stig Christensens skifte i foråret fra planchef i DR til programdirektør for TV 2.

De mange skift får flere kritiske bemærkninger med på vejen, som fra Radio24syvs adm. direktør Jørgen Ramskov, der kaldte "den tilsyneladende ustoppelige strøm af DR-folk, der skal redde TV 2" for en "interessant variation af begrebet nytænkning". Også Berlingske Medias adm. direktør, Lisbeth Knudsen, efterlyste lidt mere "ægte"fornyelse, mens DR's eitkchef Inger Bach mener, at skiftet "havde - og har stadig - vidtrækkende konsekvenser for rekrutteringen i tv-branchen."

Opkøb overrasker

Blandt årets overraskelser indtog den digitale medieudvikling en førende plads - hvad enten den viste sig i den stigende brug streamning-tjenester, især Netflix, og mobile platforme eller i form af Amazon-stifteren Jeff Bezos opkøb af Washington Post.

Derudover fik også Aller Medias opkøb af Nyhavn rejser flere stemmer, samt SBS Discoverys tackling, da tv-koncernen sikrede sig rettighederne til danske landsholdskampe.

"De kampe burde ligge på TV 2 – til nød DR (vi bød i øvrigt sammen). Men for en minimal merpris røg landsholdet på kanalfart. Det var en overraskelse og en fejl," lød skudsmålet fra TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

Godt år for journalistikken - og MGP

Årets bedste nyhed var ifølge mediecheferne især tegnene på, at journalistikken lever i bedste velgående. Det ses Cavlingnomineringer eller det generelt store nyheds- og medieforbrug blandt danskerne blandt andet som udtryk for.

Også Edward Snowdens afsløringer af overvågningens udbredelse får point som en positiv øjenåbner - og endelig peger to på Danmarks sejr ved det internationale Melodi Grand Prix som årets gode nyhed. Ikke mindst fordi den som bekendt får et efterspil i 2014, når DR skal afholde Eurovision Song Contest.

"Jeg hepper max på DR & på min absolutte yndlingskonkurrent, når det gælder formater og de bedste folk, Jan Lundme (DR's underholdningschef, red.)," lød salutten fra TV 2's underholdsningschef, Gitte Madsen.

Godt nytår.



 

MediaWatch julestafet 2013

23. december: Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR: "Visse mediers dækning af gidselsagen efterlader os med stof til eftertanke."

20. december: Jesper Jürgensen, informationschef, SBS Discovery: "Hvorfor er 'Hele svineriet' public service, Maria Rønn?"

19. december: Pil Gundelach Brandstrup, kanalchef, DR1: "Hvad bidrager I med til de unge, SBS?"

18. december: Gitte Madsen, uderholdningschef, TV 2: "Hvorfor skal seerne vælge, DR?"

17. december: Poul Madsen, chefredaktør, Ekstra Bladet: "Skal vi droppe Vild med dans, TV 2"

13. december: Anne Engdal Stig Christensen, programdirektør, TV 2: "Derfor laver vi ikke Bonderøven eller Puk og Hermann"

12. december: Tor Arnbjørn, radiochef, DR: "Hvad er forskellen på DR og TV 2, Anne Stig?"

11. december: Jørgen Ramskov, direktør, Radio24syv: "DR kan ikke tåle så mange af den slags sager"

10. december: Inger Bach, etikchef, DR:  "Danskerne skal kunne stole på det vi fortæller"

9. december:  Lisbeth Knudsen, chefredaktør, Berlingske: "Fantasiløst af DR og TV 2 konstant bytter chefer"

6. december: Anders Krab-Johansen, chefredaktør, Børsen: "Den samlede danske presse bruger mest tid på klynkehistorier"

5. december: Michael Dyrby, nyhedsdirektør, TV 2 "Hvorfor går Krab rundt på forladte villaveje om natten?"

4. december: Anne Mette Svane, chefredaktør, Politiken: "Kommer TV 2 ind i kampen i 2014?"

3. december: Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør, DR: "Må Politikens ansatte udtale sig om hvad som helst?"

2. december: Christian Peytz, direktør, Peytz & Co.:"Tilbød Facebook mig 3 mia dollars, havde jeg sagt pænt ja tak"



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også