"Den samlede danske presse bruger mest tid på klynkehistorier"

MediaWatchs julestafet 2013. Børsens Anders Krab-Johansen fortæller, hvad han laver på villavejene om natten. Og sender stafetten videre til Berlingskes Lisbeth Knudsen.

Anders Krab-Johansen, chefredaktør og adm. direktør Børsen.

For mediebranchen 2013, hvad var:

Årets bedste nyhed?
At Politiken har fået hul på betalte digitale abonnementer, og at de offentliggør deres tal.

Årets overraskelse?
At Børsen har stigende trafik på vores digitale platforme i forhold til sidste år, selv om vi har indført Danmarks hårdeste betalingsmur – uden rabatter.

Årets jobskifte?
Kristian Madsen fra positionen som lederskribent og meningsdanner for Politiken til Washington-korrespondent (for Politiken, red.). Embedsmanden i hjørnekontoret på Rådhuspladsen tager opgaven alvorligt med at blande meninger og journalistik i en uklar cocktail.

Årets brøler?
At Mecom måtte opgive at sælge Berlingske Media. Det lykkedes hverken i en samlet klump eller i en opsplittet version.

Årets idé?
Årets dummeste idé var, at politikerne strammede grebet om pressen. Offentlighedsloven betyder indskrænkning af mediernes adgang til information, og den nye mediestøtte er et bureaukratisk uhyre, som gør endnu flere afhængige af statsstøtte. Politikerne har flere og flere idéer om regulering af medierne. Bekymrende, at irritation over personsager i tabloidpressen og på tv får politikerne til at stække pressen generelt.

Og hvad er du mest spændt på i 2014?
Om annoncørerne stopper med kun at tale om de digitale muligheder, men faktisk begynder at bruge dem. Og om vi får folketingsvalg.

Drillespørgsmål fra Michael Dyrby, TV 2

Hvorfor går Anders Krab-Johansen, Børsens chefredaktør, hele tiden rundt om natten på forladte villaveje. Og nu kan jeg se i mit fjernsyn, at han også er begyndt at drikke kaffe alene på en forladt kro i Jylland, imedens et kor synger 'I Danmark er jeg født'. Hvad sker der for Danmark store erhvervsavis?

Svar: Jeg var og er træt af, at den samlede danske presse – og især TV 2 og DR – bruger mest tid på klynkehistorier om den offentlige sektor. Nedskæringer, brok og enkeltsager uden perspektiv. Danmarks virkelige udfordring er, at det private erhvervsliv er gået i stå. Alt for mange er blevet lidt for dovne. Derfor opsøger Børsen dem, der faktisk gør noget. Hører deres version, så vi kan blive inspireret og blive klogere på, hvad virksomhederne oplever som de værste forhindringer for vækst og jobskabelse.

Det originale ved filmene er, at vi faktisk mener det, og at vi markedsfører vores journalistiske projekt. Jeg går igennem Danmark, som det ser ud. Jeg skulle hilse og sige, at der soves tungt mange steder. Heldigvis findes der danskere, som gerne vil.

Og Michael – jeg drikker faktisk en øl på den lille kro. Melodien er i øvrigt 'Danmark nu blunder den lyse nat' af Thøger Larsen, den kender du godt fra din tid som skolelærer, og det er ikke et kor, men et klaver. Få nu styr på fakta.

PS: Det var sjovt at få lov til at lukke Storebæltsbroen midt om natten.
PSS: Jeg håber, TV 2 bruger indtægterne fra vores annoncer fornuftigt.

 

Drillespørgsmål til Lisbeth Knudsen, koncernchef, Berlingske Media:
Hvad er strategien for Berlingske Media? Fortsætter de små frasalg for at stoppe huller i kassen, eller er der en fremtid for husets medier?

 

Julestafetten 2013

5. december: Michael Dyrby, TV 2 "Hvorfor går Krab rundt på forladte villaveje om natten?"

4. december: Anne Mette Svane, Politiken "Kommer TV 2 ind i kampen i 2014?"

3. december: Ulrik Haagerup, DR "Må Politikens ansatte udtale sig om hvad som helst?"

2. december: Christian Peytz  "Tilbød Facebook mig 3 mia dollars, havde jeg sagt pænt ja tak"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også