DR dropper Emmy-vinder

Deres tv-serier er nogle af de mest prisvindende og sete tv-serier herhjemme. Alligevel er brødrene Stig og Peter Thorsboe på vej ud i kulden i DR. For nye kræfter må til, mener dramachef.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Nogle af landets mest succesfulde manuskriptforfattere, brødrene Peter og Stig Thorsboe, kommer ikke til at lægge navn til flere søndagsdramaer lige foreløbig.

DR’s fiktionschef Nadia Kløvedal Reich ønsker at give plads til nye og mere uprøvede kræfter, siger hun til Politiken.

”Brødrene Thorsboe er nogle af landets dygtigste forfattere. Men når man skal skabe noget nyt, er det vigtigt at kunne sige farvel til noget andet. Og i DR har vi en forpligtelse til løbende at udvikle vores talent”, siger fiktionschefen.

Forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe har sammen med producent Sven Clausen høstet hele tre af de eftertragtede Emmy-priser for Livvagterne, Ørnen og Rejseholdet. Peter Thorsboes bror, Stig Thorsboe, har været hovedforfatter på tv-serierne ”Taxa” og ”Krøniken”.

Men selvom de stadig byder sig til med ideer til nye serier, så bliver de afvist.

Vidste ikke, han var fyret

Stig Thorsboe var i første omgang ikke klar, hvorfor DR afviste de ideer, han sammen med sin medforfatter Hanna Lundblad diskede op med. 

Forklaringen kom først, da forfatterparret læste i en avis, at DR ville have nye navne på banen.

”På det tidspunkt havde vi for længst sagt ja til at udvikle en serie til TV 2, men lige siden har vi herhjemme moret os over den dag, vi sad og pitchede en helt anden serie-idé til Nadia Kløvedal Reich og Piv Bernth. Pludselig gav deres korslagte arme mening. På den anden side kunne vi have sparet hinandens tid, hvis de havde gidet orientere os om, at de havde besluttet at droppe samarbejdet med os,” siger Stig Thorsboe til Politiken.

Sammen med Mai Brostrøm er Peter Thorsboe i gang med en stor serie, ' The Team', til tyske ZDF, mens hans bor Stig sammen med Hanna Lundblad arbejder på serien 'Badehotellet', som får premiere på TV 2 i det nye år.

Nadia Kløvedal Reich ønsker tilsyneladende fortsat at samarbejde med Forbrydelsen's forfatter, Søren Sveistrup, og Borgen's forfatter, Adam Price.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også