TV 2 Fyn er klar med nyt live-koncept

Den regionale tv-station TV 2 Fyn håber, at deres nye direkte tv-program ”Fyn Live” kan være med til at revitalisere kanalen. Der er indgået aftale om 200 udsendelser på ét år.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Direkte eller ”live”, som det hedder på nudansk, har udviklet sig til et nøgleord i den danske tv-branche, og på TV 2 Fyn vil man tilsyneladende være med på noderne.

Sammen med produktionsselskabet STV, som bl.a. producerer vejrudsendelser på TV 2, har TV 2 Fyn indgået en aftale om at sende 200 direkte tv-programmer, som ifølge kanalen skal sendes indenfor de næste 12 måneder.

Programmerne går under navnet ”Fyn Live” og får premiere på mandag den 4. november.

”TV 2/FYNs tid som en hyggelig regional-station er forbi. I dag vil vi se tingene, mens de sker. Direkte og dokumentarisk, og den mission vil ”Fyn Live” understøtte,” siger TV 2 Fyns direktør Esben Seerup i en pressemeddelelse.

”Fyn Live” vil dagligt sende direkte udsendelser om det, kanalen kalder den mest væsentlige og interessante begivenhed på Fyn.

Største aftale i TV 2 Fyns historie

Det sker på TV 2 Fyns digitale 24 timers-kanal og på tv2.fyn.dk. Når den direkte udsendelse lukker ned, vil en nedklippet version fra den pågældende begivenhed være at finde som en fast del af regionaludsendelsen på TV 2 kl. 19.30 – og en 28 minutters nedredigeret version vil blive sendt igen samme aften på 24 timers-kanalen.

Det er værterne Siv Wigh Steffensen og Katja Damkier Hansen, der bliver de gennemgående værter for ”Fyn Live”, som ”tyvstarter” i morgen lørdag, den 2. november, hvor kanalen holder åbent hus.

I alt er der indgået aftale om 200 live-programmer frem til 1. november 2014 i produktionsaftalen, som ifølge TV 2 Fyn er en af de største i kanalens snart 25-årige historie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også