Anders Breinholdt etablerer eget produktions-selskab

Komikerparret Anders Breinholt og Ricco Wichmann etablerer selskabet Pineapple Entertainment i samarbejde med Nordisk Film TV.

'Natholdet' teamet Anders Breinholt og Ricco Wichmann etablerer selskabet Pineapple Entertainment i samarbejde med Nordisk Film TV.

Tanken er at skabe en ny spiller på tv-markedet for comedy, event og underholdning. I forvejen er Nordisk Film TV medejer af det ligeledes comedy-producerende selskab "Respirator Media".

Med etableringen af Pineapple Entertainment får de to herrer deres egen legeplads, hvor de kan forløse deres store talent for og evne til at udtænke originale idéer og skabe stærke programmer. Dette med Nordisk Film TV i ryggen, som den trygge og stabile ramme.

"Anders og Ricco har med Natholdet siden 2010 fungeret succesfuldt som Nordisk Film TVs faste comedy-ben. Den primære forandring er, at vi nu formaliserer dette samarbejde yderligere i Pineapple. Natholdet på TV2 fortsætter i det nye selskab, som desuden er i gang med at udvikle et helt nyt talkshow til efteråret på TV2 Zulu. Vi håber, at masser af nye sjove programmer skal flyde gennem Anders’ og Riccos kreative årer," siger bestyrelsesformand for Pineapple og adm. direktør for Nordisk Film TV, Jacob Houlind i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen i Pineapple Entertainment består af Ricco Wichman, Anders Breinholt, Jacob Houlind, Peter Hansen og Jesper Bobjerg. Selskabet får sit hjem i Nordisk Films bygninger i Valby og indgår som en integreret del af Nordisk Film TVs øvrige aktiviteter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også