Schibsted afviser planer om større rolle i Viaplay Group efter investering

Norsk mediekoncern tror på, at Viaplay Groups nye strategi kan være en god forretning at investere i. Der er dog ikke planer om at sætte sig på større ejerandele end 10,1 pct., lyder det.
Det norske mediehus Schibsted står bag en række nyhedsmedier i Norge og Sverige. Onsdag oplyste mediehuset, at det har købt sig til en ejerandel på 10,1 pct. i Viaplay Group. | Foto: Schibsted/pr
Det norske mediehus Schibsted står bag en række nyhedsmedier i Norge og Sverige. Onsdag oplyste mediehuset, at det har købt sig til en ejerandel på 10,1 pct. i Viaplay Group. | Foto: Schibsted/pr

Sommerens strategiskift og den nye ledelses håndtering af Viaplay Groups situation er en del af årsagerne til, at det norske mediehus Schibsted har valgt at investere et trecifret millionbeløb for 10,1 pct. af aktierne i Viaplay Group. Det forklarer Schibsteds chef for investor-relationer, Jann-Boje Meinecke, i en mail til MediaWatch.

Her lægger han vægt på, at Schibsted betragter investeringen som en finansiel investering. Samtidig mener Schibsted, at Viaplays forretning ligger tæt på Schibsteds eget forretningsområde, nyhedsmedier. Schibsted ejer blandt andet VG, Bergens Tidende og Aftenposten i Norge samt Aftonbladet og Svenska Dagbladet i Sverige. I Danmark ejer Schibsted handelsplatformene DBA og Bilbasen.

”Investeringen sætter os i en bedre position til at følge med i omstruktureringen af Viaplay, og som ejer er vi klar til at hjælpe med at lave en (endnu mere) robust strategi ved at trække på Schibsteds markeds- og sektorekspertise i den udstrækning, at Viaplay ser det som fordelsagtigt,” skriver Jann-Boje Meinecke.

”Det er tydeligt, at Viaplay som selskab er i en svær situation. Gennem vores grundige vurdering af selskabet inden opkøbet af ejerandelen, har vi været imponeret af, hvor hurtigt og beslutsomt bestyrelsen og den nye ledelsen har adresseret situationen,” skriver han.

Det er med henvisning til sommerens krisetegn, hvor Viaplay Group indkasserede milliardunderskud, skiftede topchef og skrottede sin strategi om ekspansion i flere lande uden for Norden, fordi væksten ikke gik som håbet.

Ikke planer om at udvide

Jann-Boje Meinecke oplyser, at Schibsted ikke ”for nuværende” har planer om at udvide sin ejerandel i Viaplay Group. Til svenske Dagens Medier har han også oplyst, at Schibsted ikke har planer om at skulle være den største ejer i Viaplay Group.

Til det norske mediemagasin Kampanje fortæller han, at Schibsted ikke med opkøbet får indflydelse på den daglige drift af Viaplay, og dermed forventer det norske mediehus heller ikke at opnå nogen form for synergieffekt.

Efter sommerens udskiftning styrtdykkede værdien af Viaplay Groups aktie med 71 pct. over få dage. Siden er værdien faldet - om end mindre drastisk - så Schibsted køber sig ind på et tidspunkt, hvor aktien er over 80 pct. mindre værd end for et år siden.

Adspurgt til om værditabet har haft indflydelse på Schibsteds beslutning om at købe sig ind, svarer Jann-Boje Meinecke til Kampanje, at det i Schibsted ikke blev diskuteret at købe sig ind for et år eller to siden. Han fortæller desuden, at investeringen står i omkring 380 mio. svenske kr. - svarende til 237 mio. kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også