Viaplay tabte yderligere værdi i sidste uge

Viaplay Group åbner denne uge med en markedsværdi på en sjettedel af, hvad den lå på før stort fald i juni.
Viaplays aktie starter denne uge med en sjettedel af den værdi, den havde i før det store kursfald i juni. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Viaplays aktie starter denne uge med en sjettedel af den værdi, den havde i før det store kursfald i juni. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Sidste uge bød på den største nedgang i aktiekursen for Viaplay Groups b-aktie, siden Anders Jensen i juni gik af som topchef, samtidig med koncernen suspenderede sine finansielle forventninger til året som følge af uindfriede forventninger til forretningens udvikling. I alt faldt aktien 27,5 pct. over sidste uge.

Anders Jensens stop og kursskiftet i juni medførte et fald på 63 pct. på én dag og 71 pct. i løbet af den følgende uge. Men selvom kursen i første omgang kom lidt igen og stabiliserede sig, er kursen siden da stille og roligt faldet. Med faldet i sidste uge ligger den over 40 pct. lavere end ugen efter Anders Jensens exit.

I kroner og ører er den samlet faldet fra en åbningskurs på 225,4 svenske kr. da den lukkede 2. juni - umiddelbart før udmeldingen om det drastiske skifte - til en åbningskurs på 37,2 svenske kr. mandag morgen.

Afløseren i stolen som koncernens topchef, Jørgen Lindemann Madsen, har udstukket en ny strategi, der retter et større fokus mod Viaplays hjemmebane i Norden og Holland fremfor ekspansion uden for de lande. Samtidig skal der laves mere reality og mindre fiktion. Den nye danske landechef, Lars Bo Jeppesen, har også fremhævet store sportsrettigheder, som en vækstskaber i fremtiden.

Analytikere herunder Giles Thorne fra finanshuset Jeffries har i deres analyser overvejet, om Viaplay kan lede efter et salg. I analytikerens øjne er den nye strategi en positionering til et salg til et teleselskab. I løbet af sommeren har franske Canal+ købt sig op på en aktiepost på 12 pct.

Til flere medier herunder Finans lød vurderingen fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, at investorerne frygter, at Viaplay må sælge nye aktier for at rejse kapital og derved udvandede værdien af deres aktier.

Mandag er aktien åbnet med en forsigtig stigning på omkring 1,5 pct. Viaplay har ikke ønsket at kommentere udviklingen.

Opdateret 10.36 med Viaplay, der ikke ønsker at kommentere udviklingen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også