Viaplay og Discovery fjerner indhold med voldtægtsdømt kendis

26-årige Teitur Skoubo er onsdag blevet straffet med to år og seks måneders fængsel for voldtægt af en kvinde.
Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
AF RITZAU

Det vil ikke længere være muligt at se realitydeltageren Teitur Skoubo i en række underholdningsprogrammer fra Viaplay og Discovery.

Det bekræfter de to underholdningsvirksomheder over for Ekstra Bladet. De har begge fjernet al indhold, hvori den 26-årige indgår. Det skyldes, at han onsdag er blevet kendt skyldig i voldtægt.

”Vi har hele tiden sagt, at det er op til domstolen at afgøre sagen,” siger Kenneth Kristensen, programdirektør hos Viaplay Group til Ekstra Bladet.

”Dette er nu sket, og vi har, efter vi er blevet bekendt med dommen, besluttet at fjerne sæsonen af ’Paradise Hotel’, hvor deltageren medvirker fra Viaplay.

Hos Discovery fjerner man både afsnit af de sæsoner af ”Ex on the Beach” og ”Singletown”, som Teitur Skoubo medvirker i, har kommunikations- og pr-chef, Esben Elborne, tidligere oplyst til mediet.

Den 26-årige realitydeltager er blevet idømt to år og seks måneders fængsel for at voldtage en 25-årig kvinde i Odense tilbage i november sidste år. Det afgjorde Retten i Odense onsdag.

Derudover skal han også betale hende 100.000 kr. i erstatning.

Der blev blandt andet lagt vægt på, at voldtægten er blevet begået af en offentligt kendt person, som burde være et forbillede. Det sagde dommeren under domsafsigelsen.

Teitur Skoubo nægter sig imidlertid skyldig og har derfor anket dommen til frifindelse.

Teitur Skoubo er blandt andet kendt for at have vundet realityprogrammet ”Paradise Hotel” i 2019, og så har han cirka 138.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Viaplay Group har tidligere skrottet en hel sæson af den svenske udgave af ”Paradise Hotel”, fordi en mandlig deltager blev politianmeldt for seksuelle overgreb.

I dette tilfælde skulle de være blevet begået mod to kvindelige deltagere af programmet. Det skrev TV 2 tilbage i maj sidste år.

En lignende sag findes også fra Norge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også