Sport Live indgår tv-aftale om visning af professionel dansk boksning

Tv-kanalen vil frem mod 2024 vise en række årlige boksestævner på dansk grund efter indgåelse af ny rettighedsaftale.
Foto: TK Promotion
Foto: TK Promotion

Sport Live har sikret sig rettighederne til visning af fire til seks årlige professionelle boksestævner arrangeret af TK Promotions. Aftalen gælder frem til 2024.

”Professionel boksning har stolte traditioner som tv-sport, og Kasper og Thomas har allerede vist, at de kan lave fremragende stævner. Vi er glade for, at vi med denne aftale kan være med til at sætte yderligere skub i en udvikling, hvor de stærke danske boksere kan blive yderligere eksponeret på tv,” siger Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag Sport Live, i en pressemeddelelse.

Bag TK Promotion står Kasper Holgersen og Thomas Madsen, der begge gennem flere år har været en del af dansk professionel boksning. Thomas Madsen er bl.a. træner for den danske WBO-verdensmester Dina Thorslund. TK Promotion har siden 2020 arrangeret boksestævner med både professionelle og amatørboksere.

De to promotorer kalder dialogen med Sport Live for ”konstruktiv”.

”Vores visioner for aftalen passer godt sammen. Jeg er glad på boksernes vegne, da de nu med sikkerhed får lov til at underholde det danske boksepublikum de kommende to år,” siger Kasper Holgersen.

Parterne oplyser ikke værdien af tv-rettighederne til boksestævnerne.

Sport Live bliver distribueret via Yousee, Youtv, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Kanalen kan ses af over en halv million danske husstande. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under Jysk Fynske Medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også