Regeringen vil afskaffe politiske udpegede i DR's bestyrelse

Fremover skal det være kompetencerne, der afgør, om en person får plads i DR's bestyrelse.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Den socialdemokratiske regering vil afskaffe de politisk udpegede medlemmer af DR's bestyrelse. Gennem årene har medlemmer været på kant med princippet om, at de ikke må blande sig i mediegigantens indhold.

Forslaget præsenteres torsdag af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et pressemøde om regeringens udspil til et nyt medieforlig.

"Det er regeringens udspil, at vi i højere grad har en bestyrelse, som vi for eksempel ser i TV 2, hvor det er en bestyrelse, som ikke er håndholdt udpeget af de enkelte partier," siger hun.

Som reglerne er i dag, er det Folketingets partier, der udpeger de 11 medlemmer.

Fremover skal man i stedet se på de enkelte medlemmers kompetencer, uddyber ministeren. Det fremgår ikke, hvem der skal vurdere det.

Det samlede udspil har været udskudt flere gange. Det skal nu forhandles på plads med de øvrige partier i Folketinget.

Det har politisk været diskuteret flere gange, om bestyrelsen skal professionaliseres.

Flere gange har medlemmer blandet sig i det indhold, som DR har sendt. Det kan være på kant med armslængdeprincippet om, at medlemmer og politikere ikke skal blande sig i frie, statsstøttede mediers indhold.

Det vakte opsigt, da Katrine Winkel Holm som daværende bestyrelsesmedlem i 2014 kaldte det "skandaløst", at DR med serien "1864" lavede "propaganda for offentlige penge".

Dramachefen erkendte siden, at dele af serien var politisk.

Selv samme Katrine Winkel Holm har tidligere foreslået, at DR's værter skal vælges ud fra deres politiske holdninger.

DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, som vælges for en periode på fire år. Den har det overordnede programansvar.

Formanden og to medlemmer bliver udpeget af kulturministeren, seks af Folketinget og to af medarbejderne i DR.

"Det er nogle markant andre rammer, som også et DR skal arbejde under i fremtiden. Jeg ønsker, at det bliver en stærk platform på vegne af os alle sammen."

"Det, tror jeg på, bliver styrket ved en professionel bestyrelse, hvor vi er sikre på, at kompetencerne over en bred kam er til stede," uddyber ministeren kort til Ritzau efter pressemødet.

Regeringen annullerede sammen med støttepartierne og Alternativet den borgerlige regerings planlagte besparelser på DR fra 2022 og frem.

Med en ny medieaftale vil regeringen styrke DR's rolle yderligere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også