Investor poster milliarder i Netflix efter skuffende resultater og fald på børsen

Hedgefonden Pershing Square Capital Management har købt 3,1 mio. aktier i streamingkæmpen, der leverede en abonnementsfremgang under forventning i det seneste kvartalsregnskab, som gav kursen et dyk.
William (Bill) Ackman er grundlægger og administrerende direktør i Pershing Square Capital Management. | Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix
William (Bill) Ackman er grundlægger og administrerende direktør i Pershing Square Capital Management. | Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix
af MarketWire, Ritzau og Emil Rømer Olsen

Aktivistinvestoren Bill Ackman har med et køb af 3,1 mio. aktier gjort sin hedgefond, Pershing Square Capital Management, til storaktionær i Netflix.

Det skriver flere udenlandske medier herunder Bloomberg News. Ifølge Financial Times har opkøbet en samlet værdi på 1,1 mia. dollar, svarende til godt 7,3 mia. kr.

Bill Ackman peger på, at man som investor bør se de langsigtede perspektiver i Netflix, hvis markedsværdi næsten er blevet halveret fra oktober til januar i kølvandet på skuffende kvartalsrapporter.

Stryg på børs trods millionfremgang

Virksomhedens regnskab for fjerde kvartal viste, at i alt 18,2 millioner nye kunder sluttede sig til Netflix i 2021. I alt nåede den amerikanske platform dermed op på i alt knap 222 millioner abonnementer på verdensplan.

Netflix har altså fortsat førertrøjen i det globale streamingræs, men konkurrenterne er begyndt at hale ind. Amazon Prime Video er den nærmeste spiller med 175 mio. aktive brugere og 200 mio. abonnenter. Amazons streamingplatform er en del af koncernens bredere fordelsprogram, og den overvejende del af de betalende kunder kommer fra USA og andre lande, hvor Amazons kerneforretning med forbrugsvarer er mere udbygget.

Forude venter desuden den planlagte konsolidering af Discovery Networks og Warner Medias streamingvirksomheder, som tilsammen vil blive markedets næststørste spiller målt på abonnenter og indholdskataloger. Dertil kommer Disneys 2022-planer om at lancere Disney+ i over 40 nye markeder til sommer og investere 33 mia. dollar, næsten det dobbelte af Netflix' budget, i nyt indhold.

Selvom Netflix fortsat er markedsledende og fra oktober til december fik 8,3 millioner nye kunder, levede streamingtjenesten ikke op til analytikeres forventninger, som havde ventet, at der ville komme 8,4 millioner nye kunder i perioden ifølge nyhedsbureauet Reuters. Grundet den skærpede konkurrence på streamingmarkedet gav det en hård reaktion på aktiebørsen, hvor Netflix' kurs faldt med 11 procentpoint på regnskabsdagen.

Bill Ackmans milliardindkøb gav imidlertidig en stigning på 3,7 pct. i eftermarkedet onsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også