NRK Drama har haft en fokuseret streamingstrategi i årevis

Den norske public service-station har de seneste år haft den ene succesfulde dramaserie efter den anden, og det hænger ifølge dramachef Ivar Køhn sammen med, at der i 2015 blev anlagt en ny strategi med streaming i fuld fokus.
Den norske skuespiller Tobias Santelmann, som er en af hovedpersonerne NRK-serien "Exit", som også kan streames på DRTV. | Foto: Gregor Fischer/AP/Ritzau Scanpix
Den norske skuespiller Tobias Santelmann, som er en af hovedpersonerne NRK-serien "Exit", som også kan streames på DRTV. | Foto: Gregor Fischer/AP/Ritzau Scanpix

Mens DR Drama de seneste år har set vigende seertal til sine serier i forhold til storhedstiden i 00'er og begyndelsen af 10'erne, har den norske pendant NRK Drama opbygget tiltagende succes gennem de seneste år med serier som "Exit – de norske milliardærer", Emmy-vindende "Mammon", "22. juli", "Beforeigners", "Lilyhammer" og "Atlantic Crossing".

I et interview med Berlingske fortæller NRK Drama-chef Ivar Køhn, det i høj grad hænger sammen med en fokuseret streamingstrategi i NRK, ligesom der generelt i Norge har været et samspil mellem filminstituttet, tv-selskaber og private producenter om at højne tv-dramatik siden 2004.

"Når det specifikt gælder NRK, så skyldes succesen den strategi, vi lagde i 2015, hvor NRK besluttede sig for at gøre sin streamingtjeneste til første prioritet i stedet for flow-tv. I dag er der flere, som benytter streaming end flow tv, og tv-drama og tv-serier er helt afgørende for, hvor brugerne vælger at streame. Denne strategi medførte en helt ny måde at tænke på i NRK," siger Ivar Køhn til Berlingske og tilføjer, at budgettet til dramaproduktion i NRK desuden er mere end fordoblet til 400 mio. norske kr.

Artiklen kommer i kølvandet på kritikken af DR Drama, der blev udløst efter skrinlægningen af den stort anlagte dramaserie om Leonora Christina Ulfeldt efter to års arbejde. Siden har der været så meget uro omkring afdelingen, at DR Dramachef Christian Rank måtte fratræde, og afdelingen blivet nu lagt om i forbindelse med omorganiseringen af DR, der blev meldt ud mandag i sidste uge.

Ud over nedlæggelsen af DR Medier er ændringerne i organisationen også sket med henblik på at sætte streaming og digitialt mediebrug allerforrest i fokus i public service-stationens arbejde - også i forhold til DR Drama.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også