TV 2 afskediger viceadmin. direktør

Efter uenighed i TV 2's direktion er videadm. direktør Flemming Rasmussen blevet fyret, oplyser TV 2. Den gensidige tilid er ikke længere til stede, lyder begrundelsen fra formand, Jimmy Maymann.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Efter mere end 20 år på TV 2 er viceadm. direktør og mangeårig kommerciel chef, Flemming Rasmussen, fortid i koncernen. Det sker efter uenighed i den øverste ledelse, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

"Vi er endt i en situation, hvor den gensidige tillid ikke længere er til stede, og det betyder, at Flemming Rasmussen desværre må fratræde sin stilling," siger TV 2s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, i meddelelsen og fortsætter: 

"Flemming Rasmussen har været den kommercielle ankermand og drivkraft på TV 2 siden 2000, og salgsresultaterne taler deres tydelige sprog, i særdeleshed de seneste år, hvor udviklingen i toplinjen og den digitale transformation er accelereret yderligere. Flemming Rasmussen efterlader TV 2 i topform, og jeg siger stor tak for indsatsen."

Det fremgår, at uenigheden har handlet om, hvad stillingen som viceadm. direktør "rummer af ansvar og medansvar", og at den uenighed har ført til, at tilliden til Flemming Rasmussen er knækket. Hvad det konkret er, uenigheden bunder i, står ikke klart.

Stig Møller Christensen, der er salgsdirektør for TV 2 betalings-TV, er fra onsdag konstitueret i stillingen som kommerciel direktør.

Flemming Rasmussen har været ansat på TV 2 siden maj 2000 og været en del af TV 2's kommercielle ledelse bl.a. som salgsdirektør og kommerciel direktør.

I forbindelse med Anne Engdal Stig Christensens tiltrædelse som ny adm. direktør for TV 2, blev han i 2019 udnævnt til viceadm. direktør og indtrådte i direktionen, hvor han bl.a. har haft en hovedopgave i at nå TV 2's strategiske mål om 1,3 mio. streamingabonnenter i 2025.

"Flemming Rasmussen har ydet en stor indsats for TV 2, som har et godt fundament at bygge videre på i en tid, hvor vi oplever intens konkurrence fra internationale techgiganter og streamingtjenester. Jeg ønsker Flemming Rasmussen held og lykke i hans videre karriere," udtaler Anne Engdal Stig Christensen i meddelelsen.

Selv fremhæver Flemming Rasmussen, at han efterlader et TV 2 i god, kommerciel form.

"Jeg er både taknemmelig over og stolt af at have været en del af TV 2's rejse i over 20 år, og jeg efterlader et TV 2, som kommercielt står stærkere end nogensinde. Jeg er fuldstændig tryg ved, at den kommercielle forretning fortsat vil udvikle sig positivt på TV 2, men jeg kommer naturligvis til at savne mine kolleger," udtaler Flemming Rasmussen i meddelelsen.

TV 2 nåede i forsommeren 800.000 abonnenter på Play og har de senere år øget de økonomiske resultater. Sidste år steg omsætningen med omkring 7,5 pct. og rundede 3,2 mia. kr.

Resultatet før finansielle poster (ebit) landede på 406 mio. kr. – det højeste i TV 2's historie - mens årsresultatet blev 328 mio. kr. – 19 pct. mere end i 2020.

MediaWatch forsøger at få en uddybende kommentar fra TV 2.

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også