Rasmus Prehn afløser kulturministeren som repræsentant for den danske regering ved OL

Grundet graviditet kan Joy Mogensen ikke tage til OL. I stedet sendes Rasmus Prehn af sted til legene i Japan.
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Rasmus Prehn (S), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, bliver den danske regerings repræsentant ved OL i Japan.

Han afløser kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), som grundet graviditet tidligere har måttet melde afbud til legene.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

At overvære de olympiske lege er en personlig drengedrøm, fortæller Prehn, der håber på stor dansk succes ved legene.

"Jeg holder ekstra øje med de danske håndboldherrer, sejlads og skateboard, der i år er med på OL-programmet for første gang, og hvor vi har en 46-årig repræsentant med i form af ikonet Rune Glifberg. Det er så stærkt."

"Herfra skal der lyde et stort held og lykke til alle atleter, og jeg glæder mig til at komme ud og se en masse konkurrencer," siger Prehn i pressemeddelelsen.

Den gravide kultur- og kirkeminister ærgrer sig over, at hun ikke har mulighed for at tage til Japan og støtte de danske atleter, som har kæmpet i årevis for at kunne komme med til OL.

I stedet vil hun støtte hjemmefra, alt hvad hun kan, siger Mogensen.

"Jeg er dog sikker på, at Rasmus Prehn vil være en god repræsentant for regeringen i Japan."

"Det er vigtigt, at regeringen står bag både de danske atleter, Team Danmark og DIF, når det går løs i Tokyo," siger Mogensen i pressemeddelelsen.

OL 2020, som er blevet skubbet til i år grundet coronapandemien, finder sted i den japanske hovedstad, Tokyo.

Fra Danmark deltager godt 100 danske atleter. De dyster indenfor sportsgrene som eksempelvis roning, dressur, badminton, svømning og håndbold.

Legene varer fra 23. juli til 8. august.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også