Spillefilmen "Druk" topper med fem Bodil-nomineringer

Mads Mikkelsen kan vinde en Bodilpris for første gang i fem år for sin hovedrollle i "Druk", der er indstillet til fem priser, når Danske Filmkritikere uddeler årets Bodilpris.
Foto: Martin Lehmann/Politiken
Foto: Martin Lehmann/Politiken
AF RITZAU

Thomas Vinterbergs spillefilm "Druk" kan ende med at løbe med hovedprisen for bedste danske film og samtidig tage i alt fem Bodil-statuetter med hjem, når Bodilprisen 2021 skal uddeles 8. maj.

Den populære film, der solgte over 800.000 billetter, er nemlig som topscorer nomineret til fem priser ved Bodilprisen, oplyser Danske Filmkritikere i en pressemeddelelse.

Samtidig kan Mads Mikkelsen for første gang siden 2014 vinde en Bodil, da han er nomineret til bedste mandlige hovedrolle. Mads Mikkelsen vendte med sin rolle i "Druk" tilbage til dansk film for første gang i fem år.

Kampen om hovedkategorien bedste danske film står mellem "Druk", "Retfærdighedens ryttere", "Shorta", "En helt almindelig familie" og "Vores mand i Amerika".

Stærkt dansk filmår

Selv om coronavirusset har hærget i snart et år, blev 2020 et overraskende godt dansk filmår på trods af coronasituationen ifølge filmanmelder Casper Christensen, der står bag podcasten Filmnørdens Hjørne, og som også er en del af komitéen.

"Sidste år var et enormt stærkt dansk filmår. Og det stod i skærende kontrast til al det dommedagsbulder, der var om filmverdenen. Corona har på sin vis været lidt en velsignelse gemt i en forbandelse."

"For selvfølgelig har biograferne ikke haft det sjovt, men netop fordi der ikke har været stor konkurrence fra udlandet, er det et perfekt år, vi kom med så mange populære og gode danske film. Folk er stormet i biograferne," siger Casper Christensen.

Ud over de fem nomineringer til "Druk" har en række film fået fire nomineringer. Det er "Undtagelsen" af Jesper W. Nielsen, Anders Thomas Jensens "Retfærdighedens ryttere", Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids "Shorta" og Malou Reymanns "En helt almindelig familie".

Og som det nærmest er vanen tro, er Trine Dyrholm for 13. gang nomineret til en Bodil. Hun er den mest vindene skuespiller med syv Bodil-statuetter, som hun altså nu har muligheden for at øge til otte.

Danske Filmkritikere består af cirka 50 danske filmanmeldere, mange af dem kendt fra de danske dagblade.

Prisuddelingen skulle oprindelig være afviklet i marts, men i håbet om, at coronakrisen ebber ud, er showet rykket frem til 8. maj i Folketeatret i København.

Det betyder også, at den oprindeligt udnævnte vært, musiker Annika Aakjær, erstattes af skuespiller Emma Sehested Høeg.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også