MediaWatch

Thomas Funding bliver ny chef for TV 2 Nyhederne i Odense

Efter tre år som redaktør på Avisen Danmark vender Thomas Funding retur til TV 2 for at blive chefredaktør for TV 2 Nyhederne i Odense og medlem af chefredaktionen.

Foto: Tim Kildeborg Jensen / Ritzau Scanpix / TV 2

Det bliver Thomas Funding, der bliver ny chef for TV 2 Nyhederne i Odense, efter stationen har søgt en særskilt tovholder til nyhedsafdelingen i Odense. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Thomas Funding har de seneste tre år været politisk redaktør for Avisen Danmark, som Jysk Fynske Medier udgiver, og som han blev hentet til efter at have været en del af TV 2's politiske redaktion gennem flere år bl.a. som reporter, analytiker og redaktør. Nu slipper han den politiske journalistik for at kaste sig over den nye ledelsesopgave.

Som ny chefredaktør for TV 2 Nyhederne i Odense og medlem af chefredaktionen bliver opgaven bl.a. at styrke samarbejdet med TV 2 Regionerne samt kvalitetssikre dækningen af hele Danmark på tv og digitalt, skriver TV 2.

"Thomas Funding er kendt som en stærk og dygtig journalist, der insisterer på, at der skal produceres god og væsentlig journalistik fra alle egne af Danmark. Derfor er det helt rigtigt at have Thomas som chefredaktør for Nyhederne og vores hovedsæde i Odense, hvor vi altid skal udnytte den unikke placering midt i Danmark i vores journalistik. Samtidig skal Kvægtorvet spille en endnu større rolle i udviklingen af journalistikken på vores digitale platforme," siger Ulla Pors, der er TV 2s nyudnævnte nyhedsdirektør i meddelelsen.

Thomas Funding, 37, overtager rollen som chefredaktør i Odense efter Jacob Kwon, der samtidig med rollen som nyhedschef også har haft posten i Odense. Den titel slipper han nu, men fortsætter som nyhedschef og souschef på TV 2 Nyhederne med base i København.

Mere fra MediaWatch

Joy Mogensen: Vi vil gå et skridt længere end EU kræver

Kulturminister Joy Mogensen (S) fortæller, hun vil give danske medier mulighed for kollektive forhandlinger med techkoncerner om betaling for indhold i podcasten Indslag, hvor hun også forklarer "misforståelse" om brug af hyperlink.

Nye Medier: Vi bliver overset i debatten om tech-betaling

For en række nye digitale medier er Google og Facebook en hjælp til at blive hørt og set, lyder det fra foreningen Nye Medier, der frygter, at et krav om betaling fra techplatforme til medierne, som de store mediehuse presser på for, kan ramme dem.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs