TV 2 Regioner om medieudspil: Ærgerligt hvis vi skal lave interne borgerkrige
![Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12590518.ece/ALTERNATES/schema-16_9/20150527-063413-pf-1920x1080we.jpg)
TV 2 Regionerne stiller sig undrende over for Danske Mediers medieudspil, hvor de private mediers organisation bl.a. opfordrer politikerne til at begrænse de regionale public service-stationers produktion på nettet. Det skriver Journalisten.
"Det er ærgerligt, hvis vi begynder at lave interne borgerkrige mellem medierne i Danmark, hvor vi skal begrænse hinanden, når vi ved, at det store problem kommer udefra," siger Lone Sunesen, ordførende direktør for TV 2 Regionerne og direktør for TV Midtvest.
Hun uddyber, at TV 2 Regionerne allerede koncentrerer sig om egenproduceret indhold på nettet.
Danske Medier har i sit udspil slået til lyd for, at TV 2 Regionernes produktion på nettet kun tager udgangspunkt i tv-stationernes egne indslag. Danske Medier har tidligere rejst samme debat i forhold til DR, men nu er blikket altså rettet mod TV 2 Regionerne. Samtidig har organisationen foreslået, at der gennemføres en undersøgelse af TV 2 Regionernes omkostningsniveau i forhold til indholdsproduktionen.
Udspillet blev præsenteret onsdag og har især fokus på at forbedre de regionale og lokale mediers vilkår og digitale transformation, som ifølge organisationen også presses af de regionale public service-stationer.