Sælger af pirat-tv afkræves 2,3 millioner i straffesag

Bagmandspolitiet kræver fængsel til 64-årig mand, der hævdes at have samarbejdet med netværk i Sydspanien.
Bagmandspolitiet kræver hård straf i sag om pirat-tv | Foto: Morten Flarup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Bagmandspolitiet kræver hård straf i sag om pirat-tv | Foto: Morten Flarup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

"Firmaet er lukket ned. Alle blev taget med bukserne nede."

Sådan lød beskeden fra en forretningsmand, da myndigheder i flere lande i maj 2018 var gået i aktion mod et netværk, som leverede meget billigt tv fra Skandinavien og England til kunder spredt over hele verden.

Meddelelsen er fundet på forretningsmandens telefon af politiet, og nu skal Retten i Roskilde afgøre, om manden gjorde sig skyldig i grov krænkelse af ophavsretten.

I den tiltale, som Bagmandspolitiet har rejst, er der både krav om fængsel og om konfiskation af 2,3 millioner kroner.

Beløbet svarer til den omsætning, som manden ifølge anklageskriftet havde, da han var forhandler for netværket af tv-pirater.

Pengestrømmen har politiet regnet sig frem til efter ved en dommerkendelse at have fået adgang til den i dag 64-åriges konto hos PayPal. Det kommer frem under specialanklager Dorte Køhler Frandsens præsentation af sagen i et retsmøde mandag.

Her nægter manden sig skyldig.

Netværkets hovedpersoner havde base i Sydspanien, og her har også den 64-årige i perioder opholdt sig, oplyser hans forsvarer, advokat Niels Anker Rasmussen, i retten.

Forsvareren ønsker sagen udsat for at få indblik i den efterforskning, som de spanske myndigheder har foretaget, men retten siger nej.

I løbet af seks år skal den tiltalte have fået penge fra godt 1500 forskellige kunder verden over. De boede i Belgien, Litauen, Den Dominikanske Republik, Thailand, USA og mange andre steder.

Prisen var bare 35 euro per måned for at se tv fra mere end 300 kanaler fra Skandinavien og England. "Få live tv direkte til dit tv", lød det på en nu lukket hjemmeside.

Men problemet var og er ifølge Bagmandspolitiet, at den 64-årige og de andre i netværket ikke havde rettighederne.

Politiet fik anmeldelse om sagen fra Nordic Content Protection, som repræsenterer rettighedshavere som TV2, Viasat og Canal Digital.

I en lignende sag blev en nordsjællandsk mand i september idømt fængsel i seks måneder, som blev gjort betinget af 120 timers samfundstjeneste.

Retten i Roskilde ventes at afsige dom senere på ugen.

Opdateret kl.14.02

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også