Mikkel Hertz: Den rigtige beslutning at få nye kræfter til at drive en kulturforandring

Det giver mening, at det bliver en ny nyhedsdirektør, der skal drive en kulturforandring på TV 2 Nyhederne, siger afgående nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, der ser frem til at komme tættere på nyhedsproduktionen.
Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Der skal luftes ud og skabes kulturforandring på TV 2 Nyhederne, og derfor er det også et passende tidspunkt at give stafetten videre. Det siger TV 2's afgående nyhedsdirektør Mikkel Hertz til fagbladet Journalisten, efter det torsdag er kommet frem, at han stopper, når en ny direktør er fundet.

"Jeg ville måske nok kunne gøre det. Men ville det være det rigtige? Nej, det synes jeg ikke," siger han og nævner, at en af de væsentligste grunde bag er ønsket om at komme tættere på indholdsproduktionen.

TV 2 gennemførte i forlængelse af debatten om sexsime en ekstern undersøgelse, der afdækkede krænkelser og satte spot på de problemer med pres og hård tone i nyhedsafdelingen, som medarbejderne på TV 2 Nyhederne også har adresseret.

Derfor bliver en hovedopgave for den nye nyhedsdirektør bl.a. at skabe kulturforandring ledelsesmæssigt, siger adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen, tidligere torsdag til MediaWatch.

"Ingen er i udgangspunktet diskvalificeret, bare fordi de selv har været en del af historikken. Så ville jeg jo heller ikke selv kunne sidde, hvor jeg sidder. Den ledelsesform, vi hidtil har haft på nyhederne, har bragt os derhen, hvor vi indholdsmæssigt står utroligt stærkt. Men med de nye krav, der er til ledelse i dag, må vi tage et opgør med den kultur, som folk ikke accepterer. Det opgør er vi klar til at tage, og både jeg og Mikkel mener, at det er godt at få nye øjne på den del. Det bliver også en del af kravet til en ny nyhedsdirektør," sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Mikkel Hertz kom til TV 2 i 2005 som souschef for TV 2 Nyhederne og har været en del af ledelsen siden - senest som nyhedsdirektør, som han har været i fem år. Han er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus i 1983 og har tidligere været journalist og redaktionel leder bl.a. på Jyllands-Posten. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også