Disney steg i eftermarkedet trods flere skuffelser

Bundlinjen hos Disney landede bedre end ventet, men toplinjen skuffede i tredje kvartal.
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau Finans

Underholdningskæmpen Walt Disney Corp. skuffede i sit tredje kvartal på toplinjen, mens bunden omvendt kom bedre ind end ventet.

Samtidig markerede perioden første gang siden decemberkvartalet, at koncernen ikke kunne overraske positivt med sin nye streamingtjeneste, Disney+.

Aktien steg alligevel med 4,3 pct. i tirsdagens eftermarked.

Disney fik i sit tredje kvartal et fald i omsætningen på 42 pct. til 11,78 mia. dollar mod ventede 12,39 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 8 cent, sammenlignet med 1,35 dollar et år tidligere, og mod et konsensusbud om et underskud på 66 cent, ifølge Bloomberg News.

Disney+ sluttede perioden med 57,5 millioner abonnementer, hvilket var en formidabel vækst på 72 pct. i forhold til koncernens andet kvartal, men dog ringere end de ventede 59,4 millioner betalende kunder.

Det gik derimod bedre end ventet med abonnementsvæksten for ESPN+ og for Hulu, der steg med henholdsvis 8 og 11 pct. til 8,5 og 35,5 mio. kunder.

Den samlede forretning inden for underholdning "direkte til forbrugerne" voksede med 3 pct. til 3,97 mia. dollar, mens 4,56 mia. dollar var ventet, og området har da også stadig underskud på grund af investeringerne i Disney+ på samlet 706 mio. dollar på driften. Her var imidlertid spået et større minus på 1,05 mia. dollar, ifølge Bloomberg News.

"Trods de vedvarende udfordringer fra pandemien har vi fortsat med at bygge på den utrolige succes for Disney+, mens vi vokser vores globale "direkte til forbrugerne"-forretning," udtaler Bob Chapek, Disneys nye topchef, i regnskabet.

Disney vurderer, at covid-19 i kvartalet samlet set har kostet 2,9 mia. dollar på bundlinjen.

Den store tilbagegang for Disney i kvartalet skyldtes, at forlystelsesparkerne er hårdt ramt af coronanedlukningerne og af mere forsigtige forbrugere. Således fik forretningsområdet et driftsunderskud på 1,96 mia. dollar mod et plus på 1,72 mia. dollar for et år siden, mens omsætningen faldt med 85 pct. til 983 mio. dollar. Forlystelsesparkerne er dog i det store hele genåbnet, da det kun er i Californien og Hongkong, at de stadig ikke har åbnet dørene.

Filmindtægterne i "studio entertainment" droppede også, da biograferne længe var lukkede, med 55 pct. til 1,74 mia. dollar, og derfor bakkede driftsindtjeningen her med 16 pct. til 668 mio. dollar. Det var dog noget bedre end de ventede 294 mio. dollar.

Måske netop på grund af de ramte biografer planlægger Disney at udbyde genindspilningen - live-action - af tegnefilmen "Mulan" direkte til kunderne af Disney+ for 29,99 dollar. Disney har tidligere haft filmpremierer på den nye streamingtjeneste, men ikke af potentielle blockbuster-film som den nye Mulan.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også