Mens nyhedsmedierne bliver flittigt brugt under coronakrisen, mener et flertal af lytterne, læserne og seerne, at der burde være mere fokus på håb, løsninger og aflivning af falske nyheder. Det skriver tre forskere fra Syddansk Universitet i en kronik i Jyllands-Posten.
Forskerne har spurgt 1041 personer om deres nyhedsforbrug og -præferencer under coronapandemien i starten af april. Her svarer 39 pct., at de mener, nyhedsmedierne har lagt "for lidt" eller "alt for lidt" vægt på at punktere myter, konspirationsteorier og falske nyheder. 10 pct. mener, der er blevet lagt for meget vægt på dette aspekt.
29 pct. af de adspurgte mener, at nyhedsmedierne har lagt "for lidt" eller "alt for lidt" vægt på at fortælle om håb og løsninger. 11 pct. svarer, at der er lagt for meget vægt på det i dækningen.
I en kronik i Berlingske i sidste uge skrev forskerne, at undersøgelsen også viser, at næsten hver anden mener, at den journalistiske dækning af myndighederne under coronapandemien har holdt balancen og hverken været for kritisk eller ukritisk.