TV 2 sætter ny sportskanal på pause – bliver midlertidigt til filmkanal

Film erstatter sport på TV 2's nye sportskanal TV 2 Sport X. Det sker i lyset af coronakrisen, der har aflyst eller udsat stribevis af sportsbegivenheder.
Filmen "Dan Dream" er blandt de titler, TV 2 Sport X sender i stedet for sport den kommende tid, hvor sportsverdenen ligger stille | Foto: TV 2
Filmen "Dan Dream" er blandt de titler, TV 2 Sport X sender i stedet for sport den kommende tid, hvor sportsverdenen ligger stille | Foto: TV 2

TV 2's nye sportskanal TV 2 Sport X, der blev lanceret i januar, bliver midlertidigt til en filmkanal. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Baggrunden er de mange aflysninger og udsættelser, der har ramt sportsverdenen bredt efter udbruddet af coronavirus, og de skridt, der er taget i ind- og udland for at bekæmpe smitten.

"Vi er i en situation, hvor sportsverdenen ligger i dvale. På TV 2 Sport kan vi levere meget flotte og markante danske sportshøjdepunkter, og på TV 2 Sport X har vi nu fået mulighed for at levere et alternativt tilbud i form af gode film, som forhåbentlig kan give mulighed for underholdning og adspredelse hos de mange mennesker, der lige nu går hjemme," siger plan- og publiceringschef Mette Rysø Johansen hos TV 2 i meddelelsen.

Mere end 100 titler lander på kanalen, der vil sende film 16 timer dagligt, fremgår det, heriblandt danske titler som "Klovn Forever" og "Dan Dream".

Ændringen sker fra i dag, fredag. Det fremgår ikke, hvor længe skiftet forventes at vare.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også