Nordisk Film Biografer og Cinemaxx aflyser alle forestillinger

Der bliver ikke vist film i Nordisk Film Biografers 23 danske biograf de kommende godt to uger, og det samme gør Cinemaxx. Kunder får refunderet deres billetkøb. (Opdateret.)
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11.29 med oplysninger om Cinenmaxx' aflysninger.

Alle forestillinger i Nordisk Film Biografers 23 biografer rundt om i landet bliver aflyst med øjeblikkelig virkning, oplyser selskabet i en meddelelse.

Aflysningerne sker som følge af den skærpede indsats mod spredning af coronavirus. Nordisk Film Biografers tiltag gælder i første omgang i to uger regnet fra fredag.

"Vi beklager de gener, det måtte have over for vores gæster, men vi følger naturligvis myndighedernes anbefalinger. Det vigtigste for os er vores gæsters tryghed, og at vi kan være med til at begrænse smitten af covid-19. Vi holder foreløbig lukket i alle vore biografer frem til og med fredag 27. marts og følger udviklingen tæt," siger Casper Bonavent, direktør for Nordisk Film Biografer Danmark, i meddelelsen.

Personer, der har købt billetter til de filmvisninger, som nu bliver aflyst, vil få refunderet billetprisen.

Cinemaxx, der driver biografer i København, Aarhus og Odense, aflyser ligeledes alle forestillinger fra i dag og frem til 27. marts. Også Cinemaxx' kunder vil få refunderet pengene, hvis de har købt billet.

"Vores vigtigste prioritet er vores medarbejderes og gæsters sikkerhed, samt at medvirke til at begrænse udbredelsen af covid-19. Vi håber derfor på din forståelse og beklager eventuelle gener det må medføre," skriver Cinemaxx på Facebook.

Onsdag aften præsenterede de danske myndigheder en række skærpede foranstaltninger. De indeholder blandt andet en opfordring til ikke at samles flere end 100 personer indendørs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også