TV 2 henter tidligere fodboldspiller som ekspert

Tidligere Superligaspiller bliver en del af ekspertholdet hos TV 2, der har øget mængden af fodbold i sendefladen.
Andreas Laudrup indstillede karrieren som fodboldspiller i 2015. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
Andreas Laudrup indstillede karrieren som fodboldspiller i 2015. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Tidligere fodboldspiller Andreas Laudrup, der i sin aktive spillerkarriere repræsenterede blandt andet AGF, FC Nordsjælland og Lyngby, bliver en del af ekspertholdet hos TV 2, oplyser tv-selskabet.

Han skal særligt beskæftige sig med den bedste spanske fodboldrække La Liga, som TV 2 sammen med italienske Serie A har rettighederne til. Kampene vises på streamingtjenesten TV 2 Play og TV 2's sportskanal TV 2 Sport X, der gik i luften i januar.

"Vi arbejder hele tiden med at bringe vores egen passion og faglighed hjem i stuerne til vores seere, og her passer Andreas Laudrup perfekt ind," udtaler Allan Hvid, redaktionschef hos TV 2 Sport med ansvar for blandt andet fodbolddækningen.

Andreas Laudrups første optræden som ekspert hos TV 2 fandt sted i weekenden.

TV 2 præsenterede sit køb af de fulde rettigheder til La Liga og Serie A i november 2019 med effekt fra begyndelsen af 2020. Tidligere på året havde selskabet sikret sig en enkelt kamp om ugen fra de to ligaer.

Samtidig med TV 2's køb af rettighederne meddelte streamingtjenesten Strive, der hidtil havde vist kampene fra de to ligaer, at tjenesten lukker og slukker på dansk grund. I Sverige har Strive solgt rettighederne til C More, der er en del af Telia, mens streamingtjenesten fortsat selv har rettighederne på det norske marked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også