Efter køb af rettighederne til italiensk og spansk fodboldklubturnering har TV 2 blandt andet hyret tidligere landsholdsspiller Mads Junker som kommentator. Det skriver TV 2 Kommunikation.
Først i det nye år går TV 2 i luften med den nye sportskanal, TV 2 Sport X, der blandt andet har 20 ugentlige fodboldkampe på programmet - hovedparten fra Spanien og Italien.
Mads Junker bliver fast fodboldekspert på dækningen af den spanske La Liga og den italienske Serie A og kommer senest fra Discoverys tv-studier, hvor han har været fast inventar i fodbolddækningen.
"Han har en fantastisk passion for blandt andet spansk fodbold, og han brænder for at formidle. Mads leverer skarpe analyser og holdninger og er samtidig godt selskab i studiet," siger Allan Hvid, redaktionschef for TV 2's fodbolddækning.
Ud over Mads Junker kommer kommentatorholdet på TV 2 Sport X til at bestå af Henrik Fallesen, der kommer fra DR, og Morten Bisgaard samt Morten Glinvad, Kenneth Hansen, John Bisgaard og Kasper Lorentzen, skriver TV 2.