Regeringen får kritik for planer om at skære i licensen

Støttepartier er imod nedsættelse af licensen, som torsdag skal til afstemning i Folketingets Finansudvalg.
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det har udløst kritik fra de røde støttepartier, at regeringen torsdag sender en beskæring af licensen til afstemning i Folketingets Finansudvalg.

Med afstemningen er der reelt tale om en videreførelse af den forhenværende VLAK-regerings sparepolitik, mener regeringens støtter.

Det skriver Politiken.

Både Enhedslisten, Radikale Venstre og SF vil således stemme imod et aktstykke til Folketingets Finansudvalg, der ifølge partierne indfører en politik, som hele det røde flertal i forvejen har erklæret sig som modstander af.

Med beskæringen vil licensen blive sænket med 574 kroner til 1353 kroner næste år. Det følger af de sidste års aftaler mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, der har skåret 20 procent af DR's budget. Desuden skal licensen gradvist skrottes til fordel for betaling via skatten.

120 millioner mindre

Ifølge et svar, som Kulturministeriet har sendt til Enhedslisten, vil DR næste år have 120 millioner kroner mindre at lave indhold for, hvis den socialdemokratiske regering viderefører de borgerlige partiers licensplan.

Det er en reduktion, som udgør en del af i alt 773 millioner kroner, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti sidste forår aftalte at skære på DR over en periode på fem år.

"Hele idéen med ikke at være med i et forlig er altså, at man kan lave tingene om efter et valg," siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, til Politiken.

Ligner blå politik

Utilfredsheden fra støttepartierne handler desuden om det, der ses som en knæsættelse af de borgerlige partiers skattemodel.

Med modellen skal alle enkeltborgere - med undtagelse af en gruppe pensionister - betale det samme beløb til licens uanset indkomst.

I et skriftligt svar til Politiken oplyser fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S), at aktstykket, der skal til afstemning, skal sikre, at licensen overhovedet kan opkræves i 2020. Det handler om at få reglerne på plads.

"Det er velkendt, at regeringen var og er uenig i den tidligere regerings besparelser på dansk public service," skriver Rasmus Prehn.

Han minder om, at licensens størrelse kan diskuteres under næste års medieforhandlinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også