Dronningen-instruktør: Det er det første af mange nåleøjer

Instruktør og medforfatter til "Dronningen" er vanvittig glad, men venter med den helt store fejring.
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

May el-Toukhy, instruktør og medforfatter til "Dronningen", er stolt over at stå bag Danmarks bud på en oscarvinder. Hun understreger dog, at der er et stykke til den endelige nominering.

"Jeg er selvfølgelig vanvittig glad og stolt over, at vi er udvalgt i Danmark. Men det er det første ud af mange nåleøjer, der kommer til at strække sig fra nu til oscaruddelingen i februar," siger May el-Toukhy.

Tirsdag eftermiddag valgte den danske oscarkomité "Dronningen" som det danske bud på en nominering i kategorien "Bedste Internationale Film" til næste års oscaruddeling.

Fra oktober begynder oscarakademiet at vurdere de forskellige internationale filmbud. Først derefter offentliggøres det, om "Dronningen" er blandt de nominerede.

"Der er en del, vi kan gøre for at mose filmen gennem de næste nåleøjer, men der er også ting, som er ude af vores hænder. Så vi må håbe på det bedste," siger instruktøren.

Champagnepropperne bliver derfor ikke poppet endnu.

"Vi fejrer det ved at skrive sms'er og ringe til hinanden. Men vi er alle lidt bange for at udfordre skæbnen og det forløb, der kommer nu. Det store, afgørende fejringsslag gemmer vi til senere," siger May el-Toukhy.

I "Dronningen" spiller Trine Dyrholm hovedrollen som Anne, der sætter hele sin tilværelse på spil, efter at hun indleder en affære med sin 17-årige stedsøn.

Filmens kontroversielle omdrejningspunkt kan ifølge instruktøren både være en fordel og en ulempe for chancerne for i sidste ende at blive nomineret.

"Jeg er glad for, at filminstituttet (Det Danske Filminstitut, red.) har valgt os - også selv om det kan opfattes som en kontroversiel film. Det kan være en fordel, fordi man lægger mærke til den. Men det kan også være en ulempe, fordi narrativet adskiller sig så meget fra, hvordan man fortæller film i USA," siger May el-Toukhy.

Hun har skrevet filmens manuskript sammen med Maren Louise Käehne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også