MediaWatch

Analytiker: Yousee har undervurderet de klassiske tv-seere

Yousee har gang i farlig leg ved at tage Discovery Networks' kanaler ud af faste tv-pakker, mener analytiker.

Discovery Networks har gennem Eurosport bl.a. OL-rettigheder Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Yousee har glemt at tænke på alle sine kunder midt i en omstilling, hvor tv-selskabet forsøger at ruste sig til en fremtid med mere streaming.

Det vurderer Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference.

Yousee præsenterede tirsdag en række nye tiltag for seerne, hvor et af dem var, at Discoverys tv-kanaler fra årsskiftet ryger ud af de faste tv-pakker.

I stedet er der lagt op til, at kunderne kan tilvælge kanalerne via et bland selv-produkt, hvor man kan skifte rundt mellem kanaler og streamingtjenester.

Discovery Networks er meget utilfreds og har afvist Yousees oplæg.

"Yousee har siddet og kigget på nogle seertal og har kunnet se, at Discoverys kanaler er mindre set end TV 2's og Viaplay-kanalerne, og derfor er Discovery røget ud," siger Claus Bülow Christensen.

"Men det virker til, at de har overset effekten af det, for selv om det er et mindretal, der ser Discoverys kanaler, så er det nogen, der kan larme rigtig meget på sociale medier og skabe dårligt image for Yousee.

"Det virker til, at Yousee har undervurderet betydningen af deres almindelige tv-kunder, hvilket er paradoksalt nok, da det er dem, de mister flest af," siger han.

Kommer i modvind

Han vurderer, at Yousee ender med at stå som taberen af striden med Discovery.

"På den korte bane virker Yousee til at være den store taber, fordi selskabet får en masse modvind og får et stort gok i nøden på deres image," siger Claus Bülow Christensen.

Omvendt vil det koste penge for Discovery ikke at være hos YouSee, der er Danmarks største tv-distributør med 1,2 millioner kunder.

Discovery vil dels miste sine indtægter fra Yousee og dels formentlig tjene færre penge fra reklamer.

"Der er ingen tvivl om, at det vil blive dyrt for Discovery ikke at være hos den største tv-distributør, fordi de har nogle store udgifter til sportsrettigheder. Men samtidig skal man huske, at Discovery har en stor amerikansk ejer i ryggen, som nok har nikket ja til, at man går hårdt til Yousee," siger Claus Bülow Christensen.

Derimod ser han en række andre tv-selskaber - herunder især Boxer - som vinderne, fordi de kan tilbyde utilfredse YouSee-kunder tv-pakker med alle Discoverys kanaler.

Discoverys kanaler er blandt andet Kanal 4, Kanal 5, Kanal 6, Canal 9 og Eurosport 1 og 2.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere