DR afgør sag om tv-værts politiske handling: Vil ikke blande sig i ansattes private ytringer

DR's seer- og lytterredaktør mener ikke, at tv-værten Abdel Aziz Mahmoud forbrød sig mod DR's etiske retningslinjer, da han som en politisk provokation opkøbte domænenavnet stram-kurs.dk i begyndelsen af maj.
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

DR's medarbejdere har samme ytringsfrihed som alle andre, og DR hverken kan eller vil blande sig i, hvad medarbejdere siger og mener privat. Sådan lyder konklusionen fra seernes og lytternes redaktør i DR, Jesper Termansen, i en klumme på dr.dk, hvor han svarer på en klage over den tidligere DR-vært Abdel Aziz Mahmoud.

Klagen går på, at tv-værten i begyndelsen af maj i år opkøbte domænet stram-kurs.dk for at føre interesserede i det højreorienterede parti Stram Kurs over til siden mino.dk, som er en forening for minoritetsetniske unge, som Abdel Aziz Mahmoud i øvrigt selv er formand for.

Klageren mener, at DR's regler tilsiger, at DR bør forbyde den pågældende at fremsætte sine egne politiske holdninger. Men i henhold til Grundloven findes sådan en regel ikke, skriver Jesper Termandsen og henviser til en sag fra 2014, hvor Folketingets ombudsmand rettede skarp kritik mod DR for at iværksætte grundlovsstridig censur over for en medarbejder.

"Til kritikerne må budskabet være, at der er i praksis meget vide ramme for personlige ytringer for DR-medarbejdere netop ud fra ønsket om ikke at krænke nogens grundlovssikrede ytringsfrihed," skriver han.

Abdel Aziz Mahmoud arbejdede som freelancer for DR, da han købte domænenavnet, og var bl.a. vært på "shitstorm" på P1 og "Abdel mellem fjender" på DR2. Han slettede domænet kort tid efter at have oprettet det. Abdel Aziz Mahmoud er nu ansat som vært på et nyt talkshow på TV 2, som lanceres 19. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også