Aktiv landsholdsspiller bliver fodboldekspert hos TV3 Sport

Til lørdagens Champions League-finale i Madrid debuterer kvindelandsholdets anfører i TV3 Sports ekspertpanel.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Anfører for det kvindelige fodboldlandshold Pernille Harder bliver en del af ekspertkorpset hos TV3 Sport, hvor hun skal arbejde med international fodbold og især Champions League. Det oplyser NENT i en pressemeddelelse.

"Pernilles sportslige CV taler for sig selv. Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller og en af verdens absolut bedste. Med Pernille som en del af vores eksperthold, får vi tilført nyt blod og nye ideer. Jeg er helt sikker på, at Pernille Harder vil blive en berigelse for seerne, som med garanti vil komme til at mærke, at hendes dedikation og meget seriøse tilgang til fodboldspillet, også vil brænde igennem på skærmen," siger TV3's sportschef, Kim Mikkelsen.

Hendes første opgave bliver til Champions League-finalen mellem Liverpool og Tottenham, hvor hun sammen med Carsten Werge, Luna Christofi, Jamie Carragher og Michael Laudrup udgør TV3 Sports hold til kampen i Madrid.

Pernille Harder fortsætter på landsholdet og i den tyske klub Wolfsburg, hvor hun har spillet siden 2017, sideløbende med sine opgaver for TV3 Sport.

"Det at jeg fortsat er aktiv som spiller, er jeg sikker på, at jeg kan bruge på mange måder. Dels vil jeg kunne sætte mig ind i hvad spillerne tænker, dels kan jeg relatere til mit eget fodbold på mange forskellige måder i forhold til oplevelser på og udenfor banen, som man stilles over for som fodboldspiller, siger Pernille Harder i pressemeddelelsen.

Pernille Harder blev kåret som Årets bedste kvindelige fodboldspiller ved DR's sportsshow Sport2018.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også