Tidligere Disney-topchef henter 1 mia. kr. til nyt underholdningsselskab

Danske René Rechtman forlod ved årsskiftet sin stilling i amerikanske Disney for at gå solo. Et halvt år efter stiftelsen af eget underholdningsselskab har han nu rejst 1 mia. kr.
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Det er ikke mere end seks måneder siden, René Rechtman, bestyrelsesmedlem i JP/Politikens Hus og tidligere chef for Walt Disneys digitale medier, stiftede underholdningsselskabet Moonbug med ambitionen at opkøbe, udvikle og distribuere videoindhold til børn. Nu rejser han 145 mio. dollar, svarende til godt 950 mio. kr. fra en række investorer. Det skriver Børsen.

Blandt investorerne er den amerikanske investeringsbank Raine Group og venturefonden Fertitta Capital. René Rechtman forlod sin toppost i Disney for godt et år siden netop med henblik på at opdyrke markedet for videoindhold til børn, efter streamingtjenester som Youtube har gjort det muligt for nye spillere at overtage en del af markedet, som bl.a. Disney hidtil har siddet solidt på.

"Det gør det muligt for små virksomheder, der ikke har noget markedsføringsbudget, at distribuere indhold til børn verden over og blive et globalt fænomen," siger René Rechtman, der fortsat ejer godt en femtedel af selskabet, til Børsen.

Ifølge Børsens oplysninger vil Moonbugs omsætning ligge på omkring 200 til 300 mio. kr. i 2019. René Rechtman vil dog hverken be- eller afkræfte dette.

Det er ikke mere end et par måneder siden, Moonbug opkøbte Youtube-kanalen Little Baby Bum for et ukendt, men større millionbeløb. Little Baby Bum har været i gang på Youtube siden 2011 og fået succes med et koncept målrettet småbørnsforældre. Kanalen viser udelukkende videoer med børnesange på lydsporet, ledsaget af animationsfilm på billedsiden. Det har givet mere end 17,5 mia. visninger, hvilket gør det til den niendestørste kanal på Youtube målt på visninger.

Rene Rechtman har tidligere erfaring med Youtube-baserede forretninger som tidligere direktør og investor i Youtube-netværket Maker Studios, der i 2014 blev købt af Walt Disney Company.

"Hvis du ved, hvad dine kunder vil have, hvornår og hvordan, er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved prisen"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også