Disney tæt på godkendelse af Fox-køb

Ifølge Bloomberg vil USA's justitsministerium godkende storkøbet inden for to uger efter tibud om frasalg fra Disney.
Foto: Ritzau Scanpix/Mark Lennihan
Foto: Ritzau Scanpix/Mark Lennihan
RITZAU

Amerikanske Walt Disney Company er måske på vej til at tage et stort stik hjem i kampen om at overtage 21st Century Fox.

Det forlyder nemlig, at den langstrakte proces med at overtage Fox, der blev indledt med en aftale i december sidste år, er på vej til at kaste en godkendelse af sammenlægningen af sig fra konkurrencemyndighederne.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til en kilde med kendskab til sagen.

Ifølge kilden vil det amerikanske justitsministerium være på vej med en godkendelse inden for to uger, og Disney skulle have tilbudt frasalg af visse aktiviteter, herunder Fox' regionale sportsnetværk, for at få det blå stempel.

Hvis det er tilfældet, får Disney en vigtig trumf på hånden i kampen mod Comcast, der i sidste uge overgik Disneys bud, og som derfor tvang Disney til at forhøje sit bud til aktionærerne i 21st Century Fox.

Disney tilbød oprindeligt at købe 21st Century Fox i en ren aktiehandel for 52,4 mia. dollar. I sidste uge blandede Comcast sig så officielt med et bud på 35 dollar per aktie, hvilket svarede til 65 mia. dollar. Buddet var også 100 pct. kontant.

Onsdag har Disney så svaret igen med et bud på 38 dollar per aktie i 21st Century Fox eller 71,3 mia. dollar for koncernen. Buddet giver aktionærerne mulighed for at få halvdelen af betalingen kontant.

"Vi er allerede seks måneder henne i processen med myndighederne, og vi er sikre på, at vi har en klar og hurtig vej til en godkendelse," sagde Bob Iger, Disneys topchef, onsdag på en telekonference ifølge Bloomberg News.

Da Comcast har langt flere overlap med forretningen i 21st Century Fox spekulerer analytikere samtidig i, at en overtagelse fra Comcasts side vil være sværere at få igennem hos konkurrencemyndighederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også