Ramskov: Radio24syvs placering er ikke det afgørende

Ifølge Radio24syv-direktør er det ikke afgørende, hvor Radio24syv er placeret, men om radiokanalen kan nå bredt ud i landet.
Jørgen Ramskov, direktør, Radio24syv. | Foto: Martin Lehmann/Polfoto/Arkiv
Jørgen Ramskov, direktør, Radio24syv. | Foto: Martin Lehmann/Polfoto/Arkiv

Radio24syvs placering har de seneste dage været til debat. Flere politiske aktører taler for at flytte taleradioens hovedsæde til provinsen i forbindelse med den næste medieaftale. Men geografi er ikke det afgørende, siger radiokanalens direktør, Jørgen Ramskov, til Jyllands-Posten.

Han henviser til, at en lavere andel af Radio24syvs lyttere sammelignet med P1's lyttere bor i og omkring København.

"Jeg tror ikke, at det afgørende er geografi. Det afgørende er psykologi. Evnen til at finde relevante historier, som optager folk," siger Jørgen Ramskov til Jyllands-Posten.

Debatten om Radio24syvs placering blev skudt i gang af Socialdemokratiets Benny Engelbrecht. Han slog til lyd for, at radiokanalen flytter ud af København, og den tanke mødte opbakning fra blandt andet partifællen Mogens Jensen, der er Socialdemokratiets medieordfører, Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus og Venstres Britt Bager.

Dansk Folkeparti har tidligere givet bolden op til debatten om Radio24syvs placering. I partiets mediepolitiske udspil, hvor partiet kom med det opsigtsvækkende forslag at beskære DR's finansiering med 25 pct. over fem år, foreslog partiet også, at Radio24syv skulle flytte fra København til Aarhus.

Radio24syvs sendetilladelse udløber i 2019, og forslaget fra DF tog afsæt i at bevare den licensfinansierede konkurrent til DR's P1, men altså at lægge radioen uden for hovedstaden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også