Radioen er ikke tændt lige meget i Nakskov og Herning

Der er forskel på, hvor meget radio danskerne lytter til, afhængig af hvor i landet de bor.

Danskernes appetit på at høre radio blev større i 2015 efter flere års fald, men mediets popularitet varierer fra den ene landsdel til den anden. Det skriver DR i en pressemeddelelse på baggrund af en ny opgørelse over danskernes radiolytning, som DR Medieforskning har lavet.

Befolkningen på Lolland, Falster og Sjælland uden for hovedstadsområdet er de danskere, der lytter mest til radioen med i gennemsnit 147 minutter om dagen sidste år, oplyser Dennis Christensen, leder af DR Medieforskning.

I Region Midtjylland blev der til gengæld kun lyttet radio i 107 minutter om dagen i gennemsnit pr. indbygger.

"I løbet af en uge er det nu næsten alle danskere, der lytter til radio - uanset hvor de bor i landet. Der er dog også regionale forskelle på den front. I Region Syddanmark er det kun hver 20., der ikke hører noget som helst radio i løbet af en uge, mens det er hver 10. i Region Hovedstaden," siger Dennis Christensen i meddelelsen.

Han kan dog ikke komme med nogen klar forklaring på, hvorfor der er så store regionale forskelle. Uanset hvor i landet man er, er P4 og P3 de to mest hørte radiokanaler.

Radiolytningen kravlede i 2015 op på 121 minutter dagligt i gennemsnit. Året før var det daglige tidsforbrug 116 minutter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også