Sverige lægger formelt DAB-planer i graven

Riksdagen har endegyldigt vedtaget at droppe planerne om en overgang til DAB-nettet og en lukning af FM-sendenettet.
Foto: Torben Greve/Polfoto/Arkiv
Foto: Torben Greve/Polfoto/Arkiv

Det svenske parlament Riksdagen har formelt besluttet at skrinlægge planerne om en overgang til DAB-nettet og en lukning af det svenske FM-sendenet i 2022. Det skriver Norsk Lokalradioforbund.

De svenske planer har længe ligget i kortene, efter at kultur- og demokratiminister Alice Bah Kuhnke sidste sommer bekræftede, at Sverige ikke satser på DAB. Vurderingen i Sverige er, at udfordringerne om DAB er for store, og at FM-radio og netradio indtil videre supplerer hinanden godt.

Nu er forslaget blevet formelt vedtaget i Riksdagen uden de store diskussioner, skriver bloggen Digitalradion ifølge Norsk Lokalradioforbund.

I Danmark blev ambitionerne om at slukke for FM-båndet også neddroslet i foråret sidste år Oprindeligt skulle FM nedlægges ved udgangen af 2019, såfremt 50 pct. af radiolytningen foregik på digitale platforme midtvejs i 2018. Efter forårets radio-drøftelser blev den deadline lagt ned, og udviklingen skal nu i stedet følges og ses an. Partierne vil først træffe beslutning om et FM-sluk, når 50 pct. af lytningen, herunder lytningen i biler, sker digitalt, og må tidligst ske to år efter, at de 50 pct. er nået.

Dermed er Norge fortsat det eneste land i verden, som slukker for FM-båndet. Det sker i 2017, hvorefter al radio skal lyttes via DAB, fordi det ifølge nordmændene er billigere i drift og giver plads til flere kanaler end på FM.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også