Skala FM hopper på juletoget

SBS Radio får konkurrence på non-stop julemusik, når Syddanske Medier går i luften med Skala Christmas. Flere digitale radiobrands er på vej.

Syddanske Medier opruster på radiofronten og planlægger lancering af flere digitale nichekanaler i regi af Skala FM.

Det skriver mediehuset i en pressemeddelelse.

Første skridt kommer med duften af kanel og gran, når Skala FM lancerer Skala Christmas, der spiller julemusik 24 timer i døgnet resten af året.

"Vi venter jo traditionelt med julemusikken til 1. december på Skala FM, men vi oplever, at julemusikken er et stort lyspunkt i en mørk tid for mange lyttere, og derfor introducerer vi Skala Christmas," siger Brian Ebbesen, der er programchef på Skala FM, i meddelelsen.

Dermed får SBS Radio konkurrence på julestemningen på Radioplay.dk, der har et udbud af fire digitale julekanaler, Christmas Classics, Dansk Jul, Jul for de små og Radio Soft Jul.

Skala Christmas kan høres via app på mobilen eller inernetradio på Skala.fm's website og har regionale nyhedsopdateringer hver time.

Julekanalen stopper 2. juledag, men kommer ikke til at stå alene som digitalt spin off - flere digitale nichekanaler er på vej den kommende tid, skriver Skala FM.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også