Medie: Flere end 100 medarbejdere skal forlade Storytel

Det svenske medie Breakit erfarer fra en anonym kilde, at flere end 100 medarbejdere vil blive fyret fra forlags- og streamingselskabet som følge af en større omorganisering.
Foto: PR/Storytel/Ritzau Scanpix
Foto: PR/Storytel/Ritzau Scanpix

Lydbogstjenesten Storytel er gennem den seneste tid blevet rystet af intern turbulens og en halvering af sin markedsværdi siden nytår, skriver det svenske medie Breakit.

Storytel skal nu skille sig af med flere end 100 medarbejdere. De skal have fået tilbudt en form for fratrædelsesording som følge af en større omorganisering, skriver Breakit på baggrund af oplysninger fra en unavngiven kilde.

Tidligere er bestyrelsesformanden, Stefan Blom, fratrådt efter kun fire måneder på posten, og senest forlod Storytels grundlægger, Johan Tellander, sin stilling som adm. direktør, uden at der var fundet en efterfølger for ham, skriver mediet.

Det fremgår ikke, hvilke afdelinger eller selskaber, som Storytel råder over, der vil blive ramt af afskedigelserne. Storytel ejer bl.a. forlaget People's og lydbogstjenesten Mofibo i Danmark.

Storytels pressechef, Dan Panas, har ifølge Breakit ingen kommentarer til sagen.

I Storytels seneste årsregnskab for 2021 havde virksomheden næsten 700 ansatte.

Storytel offentliggjorde midt i februar sit regnskab for 2021, som viste et driftstab på 184 mio. svenske kr., og samme dag forlod Johan Tellander posten som adm. direktør.

Storytels grundlægger forlader posten som adm. direktør

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også