24syv får kritik af Pressenævnet

Dab-kanalens program "Babylon" bragte i forbindelse med en historie om sikkerhed på filmset en "alvorlig beskyldning" om en straffesag mod en dansk virksomhed uden at forelægge den for den pågældende virksomhed og afviste at bringe genmæle.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

Pressenævnet udtaler kritik mod ungdomskanalen 24syv, der i programmet "Babylon" i november bragte en urigtig oplysning om, at Rigspolitiet havde en straffesag igang mod en dansk special effects-virksomhed. Det fremgår af en kendelse hos Pressenævnet.

Direktøren for virksomheden deltog i programmet, men blev efter eget udsagn ikke forelagt de fremsatte oplysninger om straffesagen inden udsendelsen, og 24syv afviste at bringe hans genmæle. Direktøren klagede over begge dele til Pressenævnet, som altså har fundet grundlag for kritik i begge klagepunkter.

"Pressenævnet fandt, at oplysningen om, at der forelå en straffesag mod virksomheden, var en alvorlig beskyldning mod direktøren, og nævnet udtalte kritik af 24syv for den manglende forelæggelse. Nævnet fandt også grundlag for at give direktøren et genmæle over for oplysningen," skriver nævnet i en opsummering af kendelsen.

Den pågældende udsendelse handlede om sikkerhed på filmset i forbindelse med brug af våben. Den kom i kølvandet på en dødsulykke på et amerikansk filmset i oktober, hvor skuespilleren Alec Baldwin affyrede skud fra en rekvisitpistol, der ramte og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også