DR betaler erstatning til 22 tidligere medlemmer af DR Pigekoret

Juridiske undersøgelser af sag om svigt af tidligere medlemmer af DR's pigekor viser, at der i 22 af 64 tilfælde er grundlag for at udbetale erstatning for seksuel chikane. Kvinderne får hver 25.000 kr.
Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

En sag om krænkelser af tidligere medlemmer af DR Pigekoret fører nu til, at 22 kvinder får udbetalt erstatning fra DR. Det skriver DR i en pressemeddelelse tirsdag.

Det er juridiske undersøgelser foretaget af advokatfirmaet Norrbom Vinding, der ligger til grund for en vurdering af, at der i godt en tredjedel af de 64 tilfælde, hvor der har været udvist krænkende adfærd i form af seksuel chikane over for kormedlemmer, er grundlag for at udbetale erstatning.

Derudover er der yderligere tre tilfælde, hvor forholdene undersøges nærmere, inden der konkluderes endeligt.

DR må kun betale erstatning i tilfælde, hvor en række betingelser er opfyldt, lyder det. Derfor er der tidligere kormedlemmer, som har været udsat for krænkende adfærd, men som ikke er berettiget til erstatning.

"Det kan fx være pga. krænkelsens karakter eller på grund af, at forholdet er udvist på et tidspunkt, hvor kormedlemmet var fyldt 18 år, og at forholdet af den grund er forældet," står der i pressemeddelelsen.

Beskedent erstatningsbeløb

Ifølge advokatfirmaet er der en række begrænsninger for, hvor meget DR som offentlig institution kan betale i erstatning, som ifølge Norrbom Vinding kan beløbe sig på mellem 5.000 og 25.000 kr. pr. sag. DR har ifølge pressemeddelelsen besluttet at betale den højst mulige erstatning på 25.000 kr.

Ifølge Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge, har DR undersøgt muligheden for at udbetale større beløb, men at det ikke ligger inden for de juridiske rammer.

"Vi har selv sagt udfordret advokaterne på om ikke, der kunne være mulighed for at udbetale et højere erstatningsbeløb til kvinderne. Et erstatningsbeløb på 25.000 kroner til hver af de 22 kvinder er alt andet lige ganske beskedent - særligt når man husker på, hvad det er for forhold, som er afdækket med advokatundersøgelsen," lyder det fra Henrik Bo Nielsen i meddelelsen.

"Men retspraksis i den type krænkelsessager er tydeligvis ude af trit med den virkelighed, vi oplever, og burde efter min mening genbesøges med et 2022-blik," siger Henrik Bo Nielsen.

Den juridiske behandling af sagen begyndte for alvor i maj sidste år, da DR hyrede advokatfirmaet Norrbom Vinding til at undersøge mulig sexchikane i DR Pigekoret efter henvendelser fra tidligere korsangere, som beskrev tilfælde af krænkende adfærd i koret. DR modtog efterfølgende i alt 120 indberetninger fra tidligere korsangere om grænseoverskridende adfærd under de to tidligere korledere Tage Mortensen og Michael Bojesen.

I november viste advokatundersøgelsen, at 64 tidligere sangere blev krænket af i alt seks voksne. Dengang påtog DR sig det fulde ansvar på institutionens vegne og undskyldte over for de tidligere kormedlemmer. Samtidig blev advokatfirmaet bedt om at undersøge, om DR havde et erstatningsansvar.

"Der har været tale om en hel uacceptabel kultur, også set med datidens øjne. Det, de beskriver, gør et meget stort indtryk. Undersøgelsen afdækker et mørkt kapitel i DR's historie," sagde Maria Rørbye Rønn, DR's generaldirektør, efter fremlæggelsen af undersøgelsen sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også