"Hvis navneskiftet betyder, at vi kan få lov til at starte på en frisk, er det det rigtige"

Loud-medarbejdere ser ejerskifte på radioen som en blåstempling af deres arbejde og håber, navneændring kan give en turnaraound, som ikke var muligt med "forpestet" navn.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Ledelses-, ejer- og navneskiftet på Radio Loud er et lys for enden af tunnellen for medarbejderne på kanalen, som opfatter ændringerne som en vej til at kunne få fokus tilbage på indholdet. Sådan lyder det fra tillidsrepræsentant og tilrettelæggende vært på radioen, Benjamin Clemens.

"Vi er her for at lave kvalitetsindhold. Om det bliver sendt ud med Loud-logo eller 24syv-logo er sådan set lige meget for os – men hvis navneskiftet betyder, at vi kan få lov til at starte på en frisk, er det det rigtige. Der var meget, der gjorde, at Loud-navnet blev så forpestet, som det blev – og det var urealistisk, at man kunne nå at vende Loud-navnet til noget positivt," siger Benjamin Clemens, som ikke ser grund til identitetskrise over at tage navn efter en tidligere og særdeles velkendt radiostation.

"Jeg tror ikke, der er nogen, der sidder tilbage på redaktionen og tænker, at nu er vi ikke længere os, fordi vi bliver til 24syv. Vi må bare erkende, at Loud-projektet var så kuldsejlet af mange forskellige grunde, og nu får vi en chance igennem de her ændringer til at lave det indhold, vi gerne vil lave, og få det ud til folk," siger han.

Hvordan har I det med, at bl.a. tidligere Radio24syv-chefer som Mikael Bertelsen har kaldt det gravrøveri?

”Nu kan jeg kun tale for mig selv. Men jeg mener ikke, det svarer til at åbne pyramiden og stjæle Tutankhamons gravskatte. Det her svarer til, at Tutankhamon havde nogle arvinger, som har fået hans skatte og valgt at bruge dem på en ny måde. Jeg forstår godt, at man kan føle det som gravrøveri. Det var deres baby, og de havde været med til at lave noget helt specielt. Men jeg mener reelt ikke, det holder at kalde det gravrøveri eller merkantil nekrofili, som andre siger," siger han med henvisning til en formulering fra Radio24syvs anden tidligere programchef Mads Brügger.

Stolthed over ny ejer

Berlingske Media har ejet rettighederne til brandet Radio24syv, efter kanalen lukkede i efteråret 2019.

Fredag afgjorde Radio- og tv-nævnet, at der ikke er noget juridisk til hinder for, at Radio Loud ændrer navn til 24syv, og at Berlingske Media, som i forvejen ejer 40 pct. af selskabet bag Loud, øger ejerandelen til 91 pct.

Det sidste har gjort, at medarbejderne har rettet ryggen lidt op, lyder det fra tillidsrepræsentanten.

"Vi er det mest udskældte medie i hele Danmark, og nu er der så en af de helt store mastodonter, der blåstempler det og mener, der er noget at gå videre med og noget kvalitetsindhold at tage fat i. Det er vi selvfølgelig stolte af. Så på samme måde som, at der var en begejstring blandt medarbejderne, da Berlingske Media gik ind første gang, føler vi også nu, at wauw, fedt, der er så meget tiltro til os, at de tør gå all in," siger han.

Radio Loud har siden sin opstart i april 2020 været underlagt massiv kritik fra flere kanter, også politisk, over særligt kanalens lave lyttertal.

Bedre arbejdsflow

Blot ni måneder efter første sendedag valgte Berlingske Media i december 2020 at gå ind i Loud med en ejerandel på 40 pct., og kort efter blev den hidtidige programdirektør Ann Lykke Davidsen skiftet ud med Simon Andersen, som kom fra en stilling som nyhedschef på Berlingske.

Lederskiftet har i den grad været mærkbart redaktionelt, siger Benjamin Clemens.

"Rigtig mange af redaktionerne har kunnet mærke et løft i arbejdsflowet, fordi der er sket nogle gode omstruktureringer, og meget af den manpower, vi har, er blevet fordelt mere fornuftigt," siger Benjamin Clemens og uddyber, at det bl.a. handler om, hvor medarbejderne fysisk er placeret i forhold til hinanden, at nogle redaktioner er blevet lagt sammen, og nogle medarbejdere er flyttet fra en redaktion til en anden for at udnytte ressourcerne bedst muligt.

Efter Simon Andersens tiltræden i september er der sket flere programmæssige ændringer, og flere tidligere folk, også tidligere Radio24syv-ansatte, er kommet til og vil komme til i den kommende tid.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også