Yousee lukker for radiosignal og sætter op mod 2 procent af radiolytningen i spil

Fra årsskiftet kan tv-kunder ikke længere høre radio via tv-signalet fra landets største tv-distributør, Yousee. Kabel-lytningen står for omkring 2 pct. af markedet, men DR forventer ikke et lyttertab på beslutningen.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En lille del af radiolytningen skal finde et nyt hjem fra nytår. Det er resultatet af, at Yousee som led i ændringer fra årsskiftet, hvor der særligt har været fokus på prisstigninger, lukker for muligheden for at lytte til radio via tv-pakkerne.

Det er svært at sige, hvor stor en del af radiolytningen der helt præcist går ud af ligningen med dén manøvre. Ifølge rapporten "Mediernes Udvikling", som Slots- og Kulturstyrelsen udgiver, og som baserer sig bl.a. på tal fra Kantar Gallup, stod kategorien "kabel", som Yousee indgår i, for 2 pct. af den samlede radiolytning i 2019.

Med til dén historie hører, at det kun er DR, der i 2019 tegnede sig for knap tre fjerdedele af radiolytningen, som opgør kabellytningen seperat. Derudover er der den usikkerhed, at der også er andre kabeldistributører, som sender radio ud til kunderne, på markedet, hvor Yousee dog er markedsleder. Tv-distributøren har ifølge de seneste tal knap 1,07 mio. tv-kunder.

"Vi har naturligvis stor forståelse for, at nogle af vores kunder sætter pris på at høre radio via deres tv-løsning, men det er dog kun et fåtal af vores tv-kunder, der benytter denne mulighed. Vi ser i disse år store ændringer i danskernes medievaner, og det ændrer også på måden vi tilgår tv, streaming, podcast og radioindhold," lyder det i en skriftlig kommentar fra Jacob Mortensen, direktør for Yousee.

DAB fylder mest i digital lytning

Som nævnt opgøres kabellytningen ikke på de enkelte distributører, men Kantar Gallup oplyser, at Yousee efter alt at dømme står for en stor del af kabellytningen på 2 pct. med tanke på distributørens markedsposition.

For Yousee er der også et økonomisk aspekt i fravalget af radio. Jacob Mortensen peger på stigende priser for indhold i tv-pakkerne, hvor der går penge til bl.a. sports-, indholds- og ophavsrettigheder.

"For at holde vores tv-kunders prisstigninger på et minimum har vi derfor valgt at lukke mindre brugte tjenester som radio, da vores kunder allerede har gode muligheder for at tilgå radiokanaler gennem f.eks. en DAB-radio og en radio-app via smartphone eller smart-tv," skriver Jacob Mortensen.

Radioslukket kommer omkring fire år efter, at Yousee i 2017 valgte at slukke for det analoge FM-signal. Det var med til at sænke kabellytningens andel af den samlede radiolytning fra 4 pct. i 2016 til 2 pct. i 2017 – et niveau, som kabellytningen altså har holdt fast i siden da.

Kabellytningen indgår sammen med DAB- og online-lytning i den samlede digitale radiolytning. Den nåede i 2019 op på 35 pct. – 3 procentpoint mere end året før. DAB var den største kilde til digital lytning med en andel på 21 pct. af den samlede lytning.

FM er fortsat den klart største kanal til radiolytning. I 2019 stod FM-båndet for 54 pct. af den samlede lytning.

 

DR vil hente lyttere fra andre kanaler

Det er som nævnt kun på DR's radiokanaler, at kabellytningen opgøres for sig. Tal fra Kantar Gallup viser, at det i uge 42 var begrænset, hvor stor kabellytningen var på DR's FM-kanaler, mens andelen for eksempelvis P5, der ikke distribueres via FM, men kun digitalt, i sagens natur har en højere andel af kabellytning – knap 13 pct.

Hos DR er der tro på, at den tabte lytning med Yousees radiosluk kan hentes ind ad andre kanaler.

"Det betyder naturligvis rigtig meget for os at være til stede der, hvor lytterne er, men det er i sidste ende Yousee, der beslutter, hvad de vil tilbyde deres kunder. Når det er sagt, tegner radiolytningen via kabel-tv sig for 2 pct. af den samlede lytning på tværs af alle DR's kanaler, så vi forventer ikke, at det får den store effekt. Erfaringsmæssigt ved vi, at langt de fleste vil finde andre måder at lytte til DR på," skriver Lars Fredenslund Høgsberg, underdirektør hos DR Medier.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også