Radio4's lyttertal dykkede ned under 300.000 i sidste uge
![Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article11940001.ece/ALTERNATES/schema-16_9/20191018-142238-1-1920x1081we.jpg)
Radio4 nåede i sidste uge for første gang siden kanalens lancering i efteråret lige akkurat under 300.000 ugentlige lyttere, skriver Journalisten med henvisning til Kantar Radio-Meter.
"Man må nok påregne, at mediehype og kampagner har skabt en kæmpe nysgerrighed i starten, som så vil falde lidt og stige igen. Man så et tilsvarende mønster, da Radio24syv startede op. Vi ligger nærmest parallelt med 24syv i deres opstartsperiode," siger Anne-Marie Dohm, adm. direktør for Radio4, til Journalisten.
Radio4 blev i sommeren 2019 tildelt sendetilladelsen til den landsdækkende FM4-frekvens. Kanalen gik i luften 1. november, umiddelbart efter Radio24syv efter otte års levetid lukkede og slukkede på FM-båndet ved udgangen af oktober.
Hvis man ser på Radio4's andel af lytningen, stod kanalen i sidste uge for 1,3 pct. at den samlede radiolytning.
Bag Radio4 står et konsortium af lokale og regionale medieselskaber med Jysk Fynske Medier i spidsen.