Producent slår fast: Ingen planer om at videreføre Den Korte Radioavis på DR

Satiren kendt fra Den Korte Radioavis vil ikke blive videreført i en eventuel ny serie til DR, som makkerparet bag satireprogrammet og Sam Productions forhandler om. Det fastslår producent.
Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix

Selvom Frederik Cilius og Rasmus Bruun – hovedkræfterne bag "Den Korte Radioavis" på Radio24syv – er blandt rolleindehaverne i en ny serie, som produktionsselskabet Sam Productions og DR lige nu forhandler om, er der ikke tale om en tv-fortsættelse af den velkendte satire fra radioprogrammet. Det slår producent og medejer af Sam Productions Meta Louise Foldager fast over for Berlingske.

"I serien skal de spille noget helt andet. Det bliver en fortsættelse af det spillefilmsamarbejde, som vi har haft med Cilius og Bruun," siger Meta Louise Foldager til avisen med henvisning til, at de også medvirkede i filmen "Sankt Bernhard Syndikatet" fra sidste år, som Sam Productions stod bag.

Hendes kommentar udspringer af de spekulationer, der har været den seneste uge, efter dramachef i DR, Christian Rank, bekræftede, at parterne lå i forhandlinger. Netavisen Pio kunne afsløre, at satire-duoen var i dialog med producenten og DR om en serie. Det blev bekræftet af dramachefen.

"Jeg kan bekræfte, at DR Drama er i dialog med Sam Productions om en serie af Adam Price med Frederik Cilius og Rasmus Bruun. Men der er ingen aftaler indgået på nuværende tidspunkt," udtalte han til MediaWatch fredag.

Ifølge Radio24syvs direktør, som MediaWatch talte med i sidste uge, får det dog ikke betydning for Den Korte Radioavis' udsendelse på taleradioen, som stopper med at sende på FM4-frekvensen 31. oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også