Tidligere pressechef i DR skifter til TV 2
![Foto: PR/TV 2](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article9778801.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Peter%2520Kamph.jpg)
TV 2 opruster på kommunikationen udadtil for at markere tv-koncernens rolle og strategi mere offensivt i medielandskabet. Til formålet har selskabet oprettet en ny stilling som chef for TV 2's corporate kommunikation, som Peter Kamph, 45, er hyret til. Det oplyser TV 2 i en meddelelse.
"Medielandskabet er under hastig forandring, og budskaber om TV 2's strategi og virksomhedens rolle i fremtiden er en helt central del af kommunikationen den kommende tid. Derfor er TV 2 Kommunikation styrket med oprettelsen af en ny stilling som chef for den corporate kommunikation, som fra 14. august er besat af 45-årige Peter Kamph," skriver TV 2.
Peter Kamph kommer fra en stilling som kommunikationschef hos Dansk Design Center og har før været kommunikationsansvarlig hos Dansk Flygtningehjælp og IT-Universitet. Fra 2006-2010 var han pressechef hos DR, skriver TV 2.
"Peter Kamph har den helt rette cocktail af kompetencer til at styrke fortællingen om TV 2 som en medievirksomhed med stærke publicistiske traditioner midt i en hastig digital udvikling. Han har erfaring med – og forkærlighed for – public service-indhold fra sin tid i DR, og fra IT-universitetet har han indblik i de muligheder, den teknologiske og digitale udvikling giver," siger TV 2's kommunikationschef, Anne-Mette Bro Jöhncke, i meddelelsen.
Peter Kamph får ledelsesansvaret for afdelingens corporate kommunikationsteam, der sammen med PR-holdet og tekstredaktører udgør TV 2 Kommunikation.
Relaterede artikler
DR's aftale med Discovery lukker OL-døren for TV 2
For abonnenter
TDC løber om kap med tiden for at stoppe tv-fald
For abonnenter