Kasters går i minus efter omstillingsår

Kommunikationsbureauet Kasters indkasserede for første gang underskud efter et 2012, der blev brugt på at redefinere bureauet, der tidligere blev drevet med Jens Gaardbo.
Fra KasterGaardbo til Kasters. Sådan kunne overskriften lyde på 2012 for den tidligere DR-nyhedsvært og kommunikationsrådgiver Søren Kaster.

I 2011 vinkede han efter tre års partnerskab farvel til den anden halvdel af kommunikationsbureauet KasterGaardbo, Jens Gaardbo, der vendte tilbage til mediebranchen som nyhedsvært på TV 2 News. Siden har bureauet brugt kræfter på at redefinere forretningen organisatorisk, ledelsesmæssigt og strategisk. Et hamskifte, der kostede bureauet et beskedent underskud på bundlinjen - for første gang - viser årsregnskabet for 2012.

”2012 var ikke noget godt år forstået på den måde, at i de 13 år, jeg har drevet virksomhed i den her branche, er det første og forhåbentligt også sidste år, at der er røde tal på bundlinjen. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende,” siger Søren Kaster, der forklarer, at mange ressourcer blev brugt på at skifte navn og setup, få ny visuel identitet og at finde ind til bureauets kernekompetencer.

"På den måde har det også været et år, der har været en investering i fremtiden," siger han.

”Men når man piller navne forretningsmæssigt og skal finde ud af; hvem er vi, og hvad skal vi, og hvordan kommunikere vi det, så bruger man en masse energi på det i stedet for at gå ud i verden og skaffe nye kunder, og det bar 2012 præg af.”

Ny direktør

Ud over Jens Gaardbo var ledelsen tidligere tegnet af adm. direktør Stine Grønkjær, der valgte at takke af i 2012. I stedet er Søren Kaster selv trådt i spidsen for bureauet, som det nye bureaunavn, Kasters, afspejler. Samtidig fik bureauet ved årsskiftet ny og med Søren Kasters ord "meget aktiv" bestyrelse, der bl.a. tæller tidligere direktør for produktionsselskabet Blu, Kim Ardal.

Og bureauet er godt i gang med at høste frugterne af sidste års mere indadvendte øvelse.

”Vi er blevet tydeligere i, hvad vi går til markedet med og dyrke styrkerne ved ikke at være så stort et bureau. Det kan lyde banalt, men det handler dybest set om en meget stor forståelse for kundernes forretning, og at vi ikke bare griber noget ned fra hylderne, men at kunderne føler sig individuelt behandlet,” siger Søren Kaster, der lige nu er travlt optaget på Folkemødet på Bornholm, hvor bureauet står for debatteltet MeningsMinisteriet i samarbejde med Rud Petersen og har en stribe arrangementer for bureauets kunder, der rækker fra medicinalbranche til fiskeriorganisation.

Godt fra start

Den generelle lavvækst i samfundet har ikke smittet mærkbart af, selvom 2012 bød på faldende bruttofortjeneste og indtjening.

”Vi har egentlig ikke mærket så meget til krisen, selvom den også presser rådgivningsbranchen. Vi har selvfølgelig oplevet kunder, der har skruet ned, og vi har mistet nogle kunder, men vi har også fået mange nye kunder og forventer et meget positivt resultat i år,” siger Søren Kaster.

Bureauet har i foråret oprustet med tre nye ansigter og rådgivere, Eva Svavars Frandsen, journalist Anders Elleby Nielsen og Heidi Lundø, så holdet i dag tæller syv. På sigt skal der gerne komme  en håndfuld mere til.

”Vi skal være en 10-12 mand. Det er en god og fornuftig størrelse. Men det skal ikke ske her og nu. Det er en plan for fremtiden.” siger Søren Kaster.

Eva Hald: Derfor går jeg nu

Kommunikationsdirektør stopper i Danske Bank 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også