Nye regler for kviklån påvirker bankers sponsorater sammen med bettingudbydere

Det er blevet forbudt at reklamere for forbrugslån i sammenhæng med markedsføring for spiludbydere, og det stiller krav til Arbejdernes Landsbank, der er sponsor for herrelandsholdet i fodbold sammen med bl.a. Danske Spil.
Arbejdernes Landsbank og Oddset fra Danske Spil er blandt sponsorerne af herrelandsholdet i fodbold. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Arbejdernes Landsbank og Oddset fra Danske Spil er blandt sponsorerne af herrelandsholdet i fodbold. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Ny regulering af reklamer for kvik- og forbrugslån i sammenhæng med bettingreklamer betyder, at Arbejdernes Landsbank, der er sponsor for herrelandsholdet i fodbold, vil sikre, at bankens logo fremover ikke optræder sammen med bettingudbydere såsom Oddset fra Danske Spil, der ligeledes er sponsor for landsholdet, skriver Børsen.

"Heldigvis er de (landsholdet, red.) ikke samlet lige nu, men det skal der findes en løsning på. Vi har gennemtrawlet alle vores aftaler for at finde ud af, hvor vi står foran en interviewvæg sammen, og der skal vi fjernes, og vi har brugt de sidste par uger på at arbejde rigtig, rigtig hårdt på det her," siger Peter Froulund, branding- og kommunikationsdirektør hos Arbejdernes Landsbank, til Børsen.

Ud over Danske Spil og Arbejdernes Landsbank er Carlsberg, Hummel og Stark sponsore for herrelandsholdet i fodbold.

De strammere regler for annoncering for kviklån blev vedtaget af et flertal i Folketinget i begyndelsen af juni. Reglerne betyder bl.a., at det forbydes at reklamere for forbrugslån og kviklån i forbindelse med markedsføring af betting. De nye regler er trådt i kraft 1. juli.

De nye regler har også fået konsekvenser for Danske Bank. Banken har således valgt at trække sig fra Twitter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også