Gyldendal skifter ud i topledelsen
![Foto: Torben Stroyer/Polfoto](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8976184.ece/ALTERNATES/schema-16_9/gyldendal_torben_stroyer_polfoto.jpg)
Landets største bogforlag skifter ud på direktionsgangen. Koncerndirektør Erik Harr er onsdag fratrådt sin stilling i Gyldendal, fortæller forlagsvirksomheden i en meddelelse til fondsbørsen.
"Koncerndirektør Elisabeth Nøjgaard overtager ledelsen af forretningsenheden Gyldendal Forlag, der rummer moderselskabets udgivelsesaktiviteter på det private bogmarked," skriver selskabet i meddelelsen.
Erik Harr kom til Gyldendal fra en stilling som kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening 12. januar 2016 og har dermed haft stillingen i godt et år. Han har som direktør for Gyldendal Forlag haft ansvaret for Gyldendals udgivelsesforretning på det private marked samt Gyldendals bogklubber. Han udtræder med sin fratrædelse samtidig af Gyldendals koncerndirektion.
Ifølge Gyldendals adm. direktør Stig Andersen handler ændringen om at styrke forretningen i et marked, hvor konkurrencen tager til.
"Elisabeth Nøjgaard kom til Gyldendal i 1999 og har de seneste fem år været en del af koncerndirektionen. Hun har stået i spidsen for en række koncernstrategiske fokusområder som relationen til offentlige aktører på det private marked, samarbejde med forfatterforeninger og for forhandlinger med nye digitale aktører på markedet. Elisabeth har derfor det dybe branchekendskab og indsigt i Gyldendals forretning, som er afgørende for at bevare og styrke Gyldendals position på et stadigt mere konkurrencepræget marked," siger Stig Andersen i en pressemeddelelse.
"Jeg takker Erik Harr for indsatsen det forgangne år, hvor han har stået i spidsen for det store projekt at integrere vores bogklubber i forlaget."
/ritzau/FINANS/MediaWatch
Relaterede artikler
Bock ser opblødning i forhandlinger om e-bøger
For abonnenter
"Jeg har aldrig villet skabe et nyt Gyldendal"
For abonnenter