Bogdistributør lander overskud trods presset marked for faglitteratur

Millioner på kistebunden giver Dafolo appetit på mulige opkøb.
Trods mærkede forlag og et vigende marked for faglitteratur er Dafolo tilfreds med det seneste rengskabsår. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Trods mærkede forlag og et vigende marked for faglitteratur er Dafolo tilfreds med det seneste rengskabsår. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Et vigende marked for faglitteratur spændte ikke ben for selskabet Dafolo, der lukkede det seneste regnskabsår med et overskud trods stigende omkostninger. Det skriver Bogmarkedet.

Selskabet, der bl.a. udgiver faglitteratur om pædagogik og læring, har et driftsresultat før afskrivninger på 656.000 kr., hvilket er over det budgetterede ifølge bestyrelsen. Til sammenligning lød driftsresultatet før afskrivninger på 47,5 mio. kr. året før, men det resultat var kraftigt påvirket af et salg af it-abonnementsløsninger.

Dafolo har et skævt regnskabsår, der starter 1. juli. Det seneste regnskabsår dækker dermed fra 1. juli 2022 til 30. juni 2023.

Udover sin udgivelse af faglitteratur har Dafolo også en række distributør og konsulent-ydelser. Det er bl.a. her, der i ledelsesberetningen i årets regnskab tales om overraskende stor vækst. Modsat er tonerne mindre begejstrede for afsætningen af faglitteraturen.

”Omsætningen på skole- og dagtilbudsområdet blev igen i år påvirket negativt af et vigende marked for faglitteratur,” skriver Dafolo i regnskabet.

Samtidig noterer Dafolo, at forlagsbranchen har ”været mærket af en svækket dansk økonomi i året, der er gået. En udvikling der blandt andet har resulteret i en vis konsolidering med opkøb og sammenlægning af forlag.”

De dele af Dafolos forretning, der primært har danske forlag som kunder, har realiseret et driftsresultat før afskriver, der er lavere end det budgetterede, men dog en vækst på ti pct sammenlignet med det foregående år.

Samtidig varsler Dafolo, at selskabet muligvis har opkøb på vej. Millionerne fra sidste års salg af it-abonnementsløsninger på kistebunden åbner ifølge ledelsesberetningen ”gode muligheder for at vækste gennem strategiske opkøb, der komplementere eller udvikler forretningen.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også